Tag sommerdesserten med: Arla lancerer drikkekoldskål on the go
- Læs tid
- 2 min
- Publiceret
- 08 april 2020
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Sommer rimer på sol, strand og gode stunder sammen med venner og familie – og koldskål naturligvis. Den kølige sommerklassiker, der er indbegrebet af dansk sommer, lanceres nu i et nyt format hos Arla. Nu kan du nemlig drikke koldskålen på farten, helt uden at tænke på skeer og skåle. For med Arlas nye 330 ml drikkekoldskål kan du nyde den forfriskende, cremede koldskål overalt, lige når det passer dig.
Sommeren nærmer sig, med alt hvad det indebærer af solskin, strand, ferie, grillstunder og badeture. Og så naturligvis koldskål, som for mange danskere er nærmest indbegrebet af dansk sommer. Traditionelt set kræver det både en ske og et sted at sidde, hvis man vil nyde smagen af den kølige koldskål. Og det er ikke altid foreneligt med sommerglade danskere, der gerne vil ud og nyde vejret, cykle ture eller bade ved stranden.
Derfor lancerer Arla nu sommerklassikeren i et nyt format som et supplement til 1-liters versionen og bægeret med kammerjunker og medfølgende ske. Den nye drikkekoldskål, der kommer i et moderne flaskeformat, er baseret på tykmælk og æg fra fritgående høns – præcis som Danmarks bedst sælgende 1-liters variant.
”Danskerne efterspørger i stigende grad fødevarer til at indtage på farten, især når sommeren er over os, og vejret er godt. Derfor er der behov for on the go-løsninger, så danskerne kan nyde den gode smag af koldskål uden at skulle være nødt til at finde et sted at sidde. Og på den baggrund har vi lanceret den nye velsmagende drikkekoldskål on the go,” siger Ditte Søndergaard Nielsen, der er Brand Manager hos Arla.
Den nye drikkekoldskål kan nydes overalt og på alle tidspunkter. Det eneste, den kræver, er en fri hånd og en tørstig koldskålselsker.
En elsket sommerklassiker
Den danske sommerklassiker har været en favorit blandt danskerne i over 100 år. Koldskål stammer fra Danmark, hvor produktionen af kærnemælk for alvor kom i gang i slutningen af det 19. århundrede. Især københavnerne tog kærnemælken til sig, og omkring 1920’erne opstod retter som kærnemælkssuppe og koldskål med kærnemælk i tidens opskriftsbøger.
I dag er det ikke kun københavnerne, der holder af den kølige koldskål. Hele Danmark spiser den læskende, forfriskende sommerdessert. Og det ses tydeligt på Arlas salgstal år efter år, hvor salget eksploderer, når varmen rammer Danmark.
I 2018 havde vi den varmeste maj måned siden 1889, og det fik danskerne til at flokkes om kølediskene i jagten på en kølende koldskål. Det betød, at koldskålssalget i maj 2018 var det højeste i fem år, og hele 43,5 procent højere sammenlignet med salget i maj 2017.
”Det er fantastisk at opleve, hvordan danskernes kærlighed for koldskål fortsætter år efter år. Den store efterspørgsel på koldskål om sommeren samt den stigende trend inden for on the go produkter gør, at vi nu sender endnu et koldskålsprodukt på markedet, så endnu flere danskere kan nyde den lækre koldskålsdrik på farten,” siger Ditte Søndergaard Nielsen.
Fakta om 330 ml Arla Koldskål OTG
- Sælges i flaskeformat med 330 ml.
- Baseret på tykmælk og æg fra fritgående høns.
- Vejledende udsalgspris er 10 kroner for 330 ml koldskål.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.