Landsdækkende indsamling kalder tusindvis af mælkekasser hjem til Arla
- Læs tid
- 3 min
- Publiceret
- 27 september 2021
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Hvert år forsvinder tusindvis af Arlas ikoniske mælkekasser fra mælkeleveringerne og ud i landet. Men nu kalder Arla mælkekasserne hjem i en landsdækkende indsamling. Det koster nemlig dyrt i både CO2e og i landmændenes regnskab at producere de 300.000 nye mælkekasser, der årligt produceres for at gøre op med de glemte, de slidte eller forsvundne kasser. For hver returnerede mælkekasse donerer Arla 5 kr. til Arla Fondens arbejde med at inspirere og uddanne børn og unge i sunde og bæredygtige madvaner.
Du er uden tvivl stødt på Arlas mælkekasser i en af landets institutioner, på bagenden af en knallert eller som byggesten til et højt tårn på en legeplads. Men hvor praktiske og ikoniske de end ser ud, kalder Arla dem nu hjem for femte gang ved hjælp af en landsdækkende indsamling. Indsamlingen har til formål at opfordre danskerne til at returnere både ødelagte og brugbare mælkekasser.
Det er nemlig dyrt for både miljøet og for landmændenes pengepung, når mælkekasserne ikke vender hjem til Arla efter en mælkeleverance.
”Vi ved, at danskerne er glade for vores mælkekasser, da vi tit støder på dem rundt omkring i gadebilledet. Desværre er det bare rigtigt dyrt for miljøet, når kasserne ikke kommer med retur, efter vi har leveret mælk. For det betyder, at vi må producere cirka 300.000 ekstra kasser hvert år for at erstatte slidte og forsvundne kasser. Det svarer til 825 tons CO2e, som vi ellers kunne have sparet miljøet for,” siger Bo Svane, logistikdirektør i Arla, og fortsætter:
”Samtidigt bliver mælkekasserne ofte brugt på legepladsen i daginstitutioner og i skolegårde. Men de er desværre ikke sikre at lege med, da de er designet til at levere mælk og ikke sikkerhedsgodkendt som legetøj. Det er jeg sikker på, at mange danskere ikke ved, når de beholder en kasse til leg i ny og næ.”
Som en del af indsamlingen er Arla derfor i dialog med de danske institutioner, og hvis du selv ligger inde med mælkekasser, kan de afleveres i alle landets supermarkeder. Så tager Arlas chauffører dem med, næste gang de leverer mælk. For hver indsamlede mælkekasse donerer Arla 5 kr. til Arla Fondens MADlejr, der underviser danske 6. og 7. klasses elever i sund mad og bæredygtighed.
Arla indsamler både grønne og sorte kasser i år
Det er nu femte gang, at Arla sætter gang i mælkekasseindsamlingen. Og de seneste år har danskerne indleveret stakkevis af grønne mælkekasser. Men i år vil der formentlig også dukke sorte kasser op under indsamlingen. I september 2019 skiftede Arlas mælkekasser nemlig farve fra grøn til sort for at gøre kasserne mere bæredygtig. De sorte mælkekasser produceres nu af 100 procent genanvendeligt plast fra bilindustrien, hvilket giver en besparelse på 250 tons CO2e hvert eneste år.
”Vi oplever altid en enormt stor opbakning fra danskerne, når vi sætter gang i mælkekasseindsamlingerne, og det håber vi, kan lykkes igen i år. For selvom produktionen af de sorte mælkekasser er mindre belastende for miljøet end de grønne, vil vi meget gerne undgå at producere så mange nye kasser hvert eneste år,” siger Bo Svane og fortsætter:
”Og vi er bestemt heller ikke færdige med de grønne kasser. De er nemlig designet til at blive genbrugt og har en levetid på ca. 20 år. Derfor er der kasser helt tilbage fra 00’erne, der stadigvæk sagtens kan bruges til at levere mælk, selvom vi ikke længere producerer dem. Faktisk forventer vi, at der går en del år, før vi er helt færdige med at levere mælk til danskerne i de ikoniske grønne kasser.”
Om mælkekasseindsamlingen
- Arla producerer hvert år 300.000 nye mælkekasser som erstatning for slidte mælkekasser og alle dem, der forsvinder under leveringen.
- Produktionen af de 300.000 nye mælkekasser koster hvert år miljøet 825 tons CO2e og Arlas ejere, landmændene, 8 millioner kroner.
- Mælkekassernes levetid er estimeret til 20 år.
-
- september 2019 skiftede mælkekasserne farve fra grøn til sort. I dag produceres kasserne nemlig af 100 procent genanvendeligt plast. Det giver en CO2e-besparelse på mindst 30 procent, hvilket giver en besparelse på mindst 250 tons CO2e hvert år.
- Arla donerer 5 kr. per indsamlet mælkekasse til Arla Fondens arbejde med at inspirere og uddanne børn og unge i sunde og bæredygtige madvaner.
- Arla Fonden blev etableret i 2012 af Arla Foods, som hvert år donerer 10 millioner kroner til fonden. Midlerne bruges blandt andet til at drive MADlejr for 6. og 7. klasser fra hele landet. Under MADlejr arbejder eleverne med måltider, råvarer, sundhed og bæredygtighed gennem en lang række forskellige aktiviteter.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.