Ny undersøgelse: Teenagepigerne laver stadig mere mad end drengene
- Læs tid
- 4 min
- Publiceret
- 08 marts 2021
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
**I dag er det Kvindernes Kampdag, og selvom vi skriver år 2021, er pigerne stadigvæk flittigere i køkkenet end drengene. Det viser en ny, unik undersøgelse fra Arla Fonden, hvor 1.000 unge fortæller om deres tanker og erfaringer i forbindelse med mad og madlavning. Det betyder, at skolerne og forældrene har en stor opgave foran sig. ”Vi skal ikke have pigerne ud af køkkenet. Vi skal have drengene ind i det,” siger Sanne Vinther, direktør i Arla Fonden. **
Mange danske børn hjælper til med enten borddækning, madlavning eller indkøb i hjemmene. Men der er en tydelig forskel. For selvom vi er nået til 2021, er der klart flere piger end drenge, der hjælper til. Det viser en ny undersøgelse.
Hvert år byder Arla Fonden 3.000 børn velkommen på MADlejr-skoler, hvor 6. og 7. klasser er i køkkenet en hel uge og lærer om gode madvaner og bæredygtighed. Nu har Arla Fonden spurgt 1.000 af deltagerne, før de tog afsted på MADlejr, om deres tanker om mad og erfaringer med at tilberede mad og smage nye ting.
Undersøgelsens endelige resultater bliver samlet i rapporten ’Børn, Unge og Mad 2021’, som offentliggøres i juni til eventet Generation Food Award. Men et enkelt resultat er klart allerede nu. Og det viser, at der fortsat er markante kønsforskelle, selvom vi skriver år 2021.
75 procent af pigerne i 6. og 7. klasse har hjulpet til omkring madlavningen i hjemmet i løbet af de seneste syv dage. Men tallet for drengene er kun 68 procent.
”Jeg er overrasket over, at der er så mange flere piger, der hjælper til i køkkenet. Det understreger, at vi som forældre og i skolerne har en stor opgave foran os, så både pigerne og drengene kommer i spil, når der skal laves mad og hjælpes til i køkkenet derhjemme. For vi skal ikke have pigerne ud af køkkenet – vi skal have drengene ind i det,” siger Sanne Vinther, der er direktør for Arla Fonden.
Pigerne er mest engageret
Kønsforskellen skinner igennem på alle områder i forhold til madlavningen. Pigerne hjælper mere til med både at dække bord, tage ud, lave mad og hjælpe med planlægningen af maden. Især er pigerne meget mere med til at købe ind. Her har 51 procent hjulpet indenfor de sidste 30 dage, mens kun 35 procent af drengene har hjulpet.
”Vi skal have engageret drengene, så mange flere opdager, hvor sjovt og spændende det er at være med i køkkenet. Det kan vi også godt. På Arla Fondens MADlejre oplever jeg, at køn ikke spiller nogen rolle,” siger Sanne Vinther.
Undersøgelsen tyder på, at motivation er en del af forklaringen. 65 procent af pigerne kan nemlig godt lide at lave mad. Den begejstring deler kun 46 procent af drengene. Desuden er en stor del af pigerne – 58 procent – motiveret af, at de gerne vil hjælpe deres forældre. Kun 39 procent af drengene har den motivation. Til gengæld forstår drengene en klar besked. 38 procent af drengene hjælper til i køkkenet, når forældrene siger, at de skal, mens det kun er 34 procent af pigerne, der hjælper til på den baggrund.
Vigtigheden i, at drengene også kommer i køkkenet, kan ikke understreges nok, mener Arla Fonden. For det har betydning for børnenes sundhed, at de lærer at lave mad.
”Det handler ikke kun om ligestilling. Hvis vi ikke får drengene i køkkenet, så kommer de i mindre grad til at kunne tage vare på deres egen sundhed i deres voksenliv, så det her er vigtigt,” påpeger Sanne Vinther.
Hele rapporten fra 2020 kan læses på bornungeogmad.dk – i juni offentliggøres 2021-rapporten.
Om rapporten: Børn, Unge og Mad 2021
Børn, unge og Mad er en årlig tilbagevendende analyse, der skal være med til at fremme Arla Fondens formål: At fremme almen maddannelse, bedre madvaner og en sund livsstil blandt børn og unge. Rapporten udkom første gang i 2020.
Arla Fonden driver to MADlejrskoler og har via de godt 3.000 danske skoleelever, der hvert år besøger de to madlejre, en helt unik adgang til en gruppe, som ellers kan være svære at få i tale.
Ved at spørge ind til madlavning, madmod, måltidssituation i hjemmet og klimatænkning i maden, får vi et helt enestående billede af de unge tanker, følelser og erfaringer med mad. Den adgang til at give børn og unge en stemme findes ingen steder i dag, og materialet giver et enestående indblik i de unges madkultur.
Det vil Arla Fonden gerne bruge til at skabe værdi for de unge, familier, skoler, forskere og øvrige stakeholdere på området. Det vil give inspiration til indsatsen for at fremme almen maddannelse og sundere og mere bæredygtige madvaner blandt børn og unge.
Om Arla Fonden og MADlejr
Arla Fonden blev etableret i 2012 af Arla Foods, som hvert år donerer 10 millioner kroner til fonden. Arla Fonden kan ikke søges, da midlerne bruges til at drive MADlejr på Helnæs på Sydfyn og den nye MADlejr i Højer med fokus på madkultur og maddannelse for skoleelever fra 6. og 7. klasser fra hele landet.
MADlejr er et nøje tilrettelagt forløb, der er bygget op over tre faser, hvor elever og lærere bliver involveret fra start til slut – med en helt særlig lejrskole som omdrejningspunktet. Før en MADlejr sættes emnerne mad, sundhed og natur på skoleskemaet. Under MADlejr arbejder eleverne med måltidet, råvarer, sundhed og bæredygtighed gennem en lang række forskellige aktiviteter. Og efter MADlejr skal klassen arbejde videre med temaerne, bl.a. via en udfordring, som de får med sig fra opholdet.
Læs mere om Arla Fonden og MADlejr på www.arlafonden.dk og www.madlejr.dk
Kontakt
Arla Fonden:
Sanne Vinther
Direktør i Arla Fonden
+45 4033 2333
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.