Tag dine gummistøvler og din familie under armen til en dag på landet

Læs tid
2 min
Tag dine gummistøvler og din familie under armen til en dag på landet
Publiceret
10 september 2021
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Efter et år med aflyste arrangementer kan Arlas landmænd endelig åbne stalddørene op for en sjov og lærerig dag på landet for hele familien. Det gør de den 19. september, når 38 Arla-landmænd inviterer tusindvis af danskere fra nær og fjern på gårdbesøg for at klappe en kalv, se en malkerobot eller træde op i en af de store traktorer til Åbent Landbrug.

Har du nogensinde spekuleret over, hvordan det føles at klappe en kalv, hvor meget en ko egentlig spiser, og hvordan en malkerobot virker? Så får du svar søndag den 19. september, når 38 Arla-gårde åbner stalddørene op for gæster fra nær og fjern til årets Åbent Landbrug.

Arrangementet tiltrækker årligt flere tusinde mennesker, der har mod på at skifte byen ud med landet for en dag og få indblik i livet som landmand.

”Udover at være en sjov og begivenhedsrig dag for børn og voksne, så er det også en oplagt mulighed for at få et indblik i, hvordan dyrene lever rundt omkring på Arlas gårde. Der er mange danskere, der ikke ved, hvordan hverdagen ser ud på et moderne landbrug, og her kan Åbent Landbrug være et vindue til landmandslivet,” siger Helle Müller Petersen, landedirektør for Arla i Danmark.

”Sidste år kunne Arlas landmænd desværre ikke åbne op for de lokale gæster på grund af Corona, så jeg forventer, at vi får en masse nysgerrige børn og voksne ud på gårdene i år. Jeg kan også forstå på mange af landmændene, at de stort set allerede har fuldt hus på tilmeldingerne,” siger hun.

Smagsprøver og festlige aktiviteter for børn og barnlige sjæle

Nogle af de landmænd, der åbner deres gård op i forbindelse med Åbent Landbrug i år, er Jeannette og Klaus Jørgensen fra Højvang i Gislev på Fyn – og selvfølgelig gårdens 170 jerseykøer. På Højvang glæder Klaus Jørgensen og familien sig til at vise både markerne og køerne frem til de mange lokale gæster.

”Jeg synes, at det er et stort problem, at mange i lokalområdet ikke ved, hvordan vi driver et moderne landbrug her på gården. Og det er langt nemmere at forklare vores tilgang til landbruget, når gæsterne selv kan komme indenfor staldens fire vægge og se de glade køer,” siger Klaus Jørgensen og fortsætter:

”Derfor håber jeg, at vores gæster går hjem med en større viden om, hvordan mælken til morgenkaffen bliver produceret i dag, og så selvfølgelig at de får en masse sjove oplevelser. Jeg glæder mig rigtig meget til at invitere gæsterne indenfor på gården.”

Der er da også lagt op til flere festlige aktiviteter på dagen. De mange besøgende til Åbent Landbrug kan blandt andet glæde sig til at klappe en kalv, se store maskiner og tage sit helt eget traktorkørekort på en pedaltraktor. Der vil også være smagsprøver på mejeriprodukter fra Arla til de sultne gæster.

Arla-gårdene rundt omkring i landet holder åbent søndag d. 19. september i tidsrummet fra kl. 10 til 16, og arrangementet er gratis. Man skal blot huske at tilmelde sig, før man tager på gårdbesøg.

Åbent Landbrug koordineres af Landbrug & Fødevarer. Se mere på www.arla.dk/dyrevelfærd.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663