Arla udnævner ny marketingdirektør
- Læs tid
- 2 min
- Publiceret
- 28 marts 2022
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Patrik Hansson er udnævnt som ny marketingdirektør for Arla i den nyoprettede stilling som Chief Marketing Officer fra 1. april 2022. Han træder samtidig ind i Arlas koncernledelse, Executive Management Team. Patrik Hansson er i øjeblikket landedirektør for Arlas tyske marked.
Som Chief Marketing Officer skal Patrik Hansson stå i spidsen for Global Brands, Innovation og Digital Marketing. Afdelingen er en bærende del af Arlas Future26-strategi og vækstplaner, der skal sikre, at virksomheden fortsætter med at udnytte sin position som markedsleder og vækste sine brands gennem innovation og udvikling for at imødekomme forbrugernes ønsker og forventninger til næringsrige mejeriprodukter i hele verden.
I en kommentar til udnævnelsen siger Arla Foods CEO Peder Tuborgh:
"Brands i verdensklasse, innovation og digital marketingekspertise er afgørende for succes på det stærkt konkurrenceprægede globale mejerimarked og et nøgleområde for investering og udvikling for Arla. Patrik har lang ledererfaring indenfor marketing samt en umættelig energi og nysgerrighed efter at forstå og imødekomme den hurtigt skiftende efterspørgsel fra forbrugerne, både med hensyn til hvad de køber og måden de køber ind på. Disse forandringer og muligheder har han førstehåndserfaring med gennem sine lederstillinger i både vores internationale og europæiske forretning. Jeg er glad for, at han nu har sagt ja til at blive Chief Marketing Officer og blive del af mit Executive Management Team."
Patrik Hansson er svensk statsborger og kom til Arla i 2011 som Commercial Vice President for ost, smør og frugtdrikke. I 2015 blev han udnævnt til Vice President for Arlas forretning i Sydøstasien, inden han vendte tilbage til sit hjemland i slutningen af 2016 som landedirektør for Sverige. I 2021 tiltrådte Patrik Hansson sin nuværende rolle som landedirektør for Arla i Tyskland.
I en kommentar til sin nye rolle som Chief Marketing Officer siger Patrik Hansson:
"Jeg er meget beæret over at blive udnævnt til CMO for Arla Foods, men jeg er naturligvis også ked af at forlade den tyske forretning og organisation tidligere end planlagt. Gennem vores fantastiske brands, kvalitetsprodukter og partnerskaber bringer vi en masse glæde i folks liv såvel som den ernæring, vi har brug for som en del af vores daglige kostvaner. Med vores Future26-strategi har vi sat en spændende og ambitiøs dagsorden for vores brands, hvor innovation, digital marketing excellence, bæredygtighed og samarbejde spiller en afgørende rolle. Jeg ser frem til at arbejde sammen med mit nye fantastiske team for at få dette til at ske.”
Patrik Hansson tiltræder rollen som Chief Marketing Officer d. 1. april og fortsætter også i sin nuværende rolle som landedirektør i Tyskland indtil Arla udnævner efterfølgeren.
Peter Giørtz-Carlsen, Executive Board Member og Executive Vice President for Arlas europæiske forretning siger:
" Jeg har arbejdet tæt sammen med Patrik siden 2015 og ser frem til at fortsætte samarbejdet med ham i hans nye rolle som Chief Marketings Officer. Vores forretning i Tyskland har gjort og gør store fremskridt. Derfor er det afgørende for både vores medarbejdere og forretningen, at vi bevarer et stærkt lederskab i denne mellemperiode, hvorfor Patrik vil forsætte i begge roller, indtil hans efterfølger er på plads.”
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.