6 ud af 10 danskere inviterer gerne middagsgæster på takeaway: Nytårsaften spiser næsten en million danskere mad udefra

Læs tid
2 min
6 ud af 10 danskere inviterer gerne middagsgæster på takeaway: Nytårsaften spiser næsten en million danskere mad udefra
Publiceret
22 december 2023
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Danskerne er ikke for fine til at byde på takeaway ved middagsselskaber og festlige lejligheder. Det gjorde mere end hver femte dansker blandt andet nytårsaften sidste år. Halvdelen af dem gjorde det, fordi det var nemmere end at lave mad selv, mens hver femte var motiveret af at ville forkæle sine gæster. Det er en tendens, vi kan forvente at se mere til, siger Jesper Vanghøj, der er marketingchef i Arla Pro.

Nytårsmiddagen betyder ikke nødvendigvis, at du skal udtænke den helt store menu, slæbe tunge indkøbsposer hjem og bruge flere timer i køkkenet. I hvert fald ikke hvis du spørger de danskere, der gerne skipper logistik og koordinering og i stedet bestiller mad udefra på årets sidste aften.

Det gjorde mere end hver femte dansker sidste nytårsaften, viser en undersøgelse fra Arla Pro, der er leverandør af mejeriprodukter til de danske storkøkkener.

Det svarer til, at der blev leveret over 900.000 nytårsmåltider landet over.

I undersøgelsen fortæller halvdelen af dem, der bestilte mad ude fra nytårsaften, at de gjorde det, fordi det var nemmere end selv at skulle lave mad. For hver femte handlede det om, at de gerne ville forkæle deres gæster, mens lige så mange sagde, at maden var bedre, end de selv ville kunne lave.

”Fordelen ved at spare tid i køkkenet er fortsat den primære motivation for mange. Men dér, hvor det bliver rigtig interessant, er, at undersøgelsen peger på, at opfattelsen af takeaway har ændret sig, fordi flere faktisk anser det som en måde at forkæle sine gæster på, og en måde at forære sine gæster en smagsoplevelse, som man måske ikke selv kunne lave,” siger Jesper Vanghøj, der er marketingchef i Arla Pro.

Et voksende forretningsområde hele året rundt

Og det er ikke kun ved nytår, at mange vælger at bestille mad udefra. Generelt viser undersøgelsen, at danskerne ikke kun forbinder takeaway med en hurtig løsning i en travl hverdag, men også ved særlige lejligheder.

I undersøgelsen siger 6 ud af 10 danskere, at de ofte eller nogle gange bestiller takeaway eller catering, når de får gæster.

”Meget tyder på, at takeaway ikke på samme måde er noget, vi forbinder med dovenskab eller manglende evner i køkkenet, som vi måske gjorde engang. Udvalget vokser og restauranterne kommer i stigende grad på banen med velsmagende, sunde og gennemtænkte takeaway-muligheder, som man med stolthed kan stille på bordet ved særlige lejligheder,” siger Jesper Vanghøj.

Det er en tendens, der trækker tråde til pandemien, hvor restauranterne under nedlukningerne måtte tænke i kreative baner.

”Under corona udviklede mange restauranter smagfulde og nemme takeaway-menuer, der gjorde det muligt at flytte restaurantoplevelsen hjem i stuerne. Og interessen for den type løsninger har hængt ved lige siden. Derfor er det et vigtigt forretningsområde for flere af vores kunder,” siger Jesper Vanghøj.

Nøgletal fra undersøgelsen

  • 22 procent af danskerne fik takeaway (der er færdig ved levering) eller catering (hvor maden er forberedt, men man laver det færdigt derhjemme) ved nytårsaften sidste år.
    • 53 procent af den andel begrunder valget med, at det er nemmere end selv at skulle lave mad.
    • 21 procent begrunder valget med, at de gerne vil forkæle deres gæster lidt ekstra.
    • 20 procent begrunder valget med, at det er bedre mad, end de selv kan lave
  • 62 procent af danskerne bestiller ’ofte’ eller ’en gang i mellem’ takeaway eller catering, når de får gæster.

Om undersøgelsen
Befolkningsanalysen baserer sig på cirka 2.000 webinterviews af danskere i alderen 18-65-år indsamlet via Norstats panel i perioden 20. februar – 1. marts 2023. Undersøgelsen er udsendt repræsentativt i forhold til køn, alder, region og uddannelse. Fuld repræsentativitet på de fire baggrundsvariable er sikret ved efterfølgende vægtning.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663