Arla flytter ind i Carlsberg Byen
- Læs tid
- 2 min
- Publiceret
- 17 januar 2024
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arlas internationale salgskontor i København flytter fra Sluseholmen til Carlsberg Byen. Tirsdag den 16. januar 2024 blev de nye lokaler indviet af repræsentanter fra Arla Foods' executive management team (EMT) samt de medarbejdere, som får til huse i det nye Winge Hus. Udover, at det nuværende lejemål står til nedrivning, er flytningen drevet af en strategisk beslutning, som skal markere en ny æra for Arlas internationale forretningsenhed, hvor medarbejdere og forretningspartnere fremover kan nyde godt af de mange fordele ved at være en del af Carlsberg Byens pulserende liv.
I smørhullet mellem Frederiksberg, Valby og Vesterbro finder du Københavns nye bykvarter: Carlsberg Byen. Her er butikker, grønne parker, cykelstier, rigt kulturliv, historisk arkitektur, smalle stræder, legepladser, S-togsstation. Det er et attraktivt område, som tiltrækker en bred vifte af virksomheder og privatpersoner. Med let tilgængelighed til offentlig transport, parkering og nærhed til lufthavnen er Carlsberg Byen, Kildepladsen 2-8, det ideelle sted for Arla til at betjene internationale partnerskaber og tiltrække kvalificerede medarbejdere.
Arlas kontor i København er virksomhedens internationale forretningsenheds hovedsæde. Kontoret huser omtrent 70 dedikerede medarbejdere, som ofte rejser udenlands eller har andre årsager til at sidde i København fremfor i Viby J ved Aarhus, hvor Arlas globale og danske hovedkontor ligger.
"Vi er begejstrede for vores forestående flytning til Carlsberg Byen," siger Rasmus Malmbak Kjeldsen, Senior Vice President for den internationale forretningsenhed i Arla. "Flytningen giver os mulighed for at nyde godt af det dynamiske og inspirerende miljø i Carlsberg Byen. Vi ser frem til at skabe et moderne og innovativt arbejdsmiljø og styrke vores tilstedeværelse i København. Vi er stolte af at blive en del af dette nye, men efterhånden veletablerede kvarter."
Hans afdeling spiller en afgørende rolle i Arlas globale strategi, og de arbejder på tværs af landegrænser for at sikre, at Arlas produkter når ud til forbrugere over mere end 130 markeder rundt omkring i verden. Medarbejderne på kontoret i København er specialister inden for salg, marketing, produktudvikling og andre nøgleområder, der er afgørende for Arlas internationale succes. De vil nu nyde godt af nye fysiske rammer, som indbyder til endnu mere samarbejde på tværs af teams samt de bekvemmeligheder og muligheder, som Carlsberg Byen tilbyder for at skabe et inspirerende og effektivt arbejdsmiljø.
Også CEO for Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S, JENS NYHUS, glæder sig til at byde Arla velkommen i området:
”Vi glæder os over, at netop Arla har valgt Carlsberg Byen som deres nye adresse, og at det næste kapitel i den københavnske afdeling af den historiske, danske virksomhed bliver på den gamle bryggerigrund. Vi glæder os desuden til at byde velkommen til de mange nye medarbejdere, som vil have deres daglige gang i kvarteret og bruge, udforske og nyde den allerede pulserende bydel,” siger Jens Nyhus, administrerende direktør i Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S.
For yderligere information, kontakt:
Arla Foods:
Carina Østergaard, PR-Manager Arla Danmark
Mail: caoes@arlafoods.com
Telefon: 91 31 16 01
Carlsberg Byen:
Anette Langberg, Marketingchef i Carlsberg Byen P/S
Mail: al@carlsbergbyen.dk
Telefon: 20 12 31 16
Om Arla Foods
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8500 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter
Om Carlsberg Byen
Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S forvandler Carlsbergs historiske bryggerigrund til et nyt og levende bykvarter bestående af 50 % boliger, 35 % erhverv og 15 % kultur m.v. Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S ejes af PFA, Carlsberg, PenSam og Nordea Pension.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.