Det er vigtigt for mig, at have mig selv med i alt hvad jeg gør

Det er vigtigt for mig, at have mig selv med i alt hvad jeg gør Karina Nissen

Som coach og terapeut laver jeg mange webinarer, videoer og blogindlæg (både på min hjemmeside og på Facebook) og det betyder, at jeg bliver “vurderet” af rigtig mange mennesker. Der er mange der har en mening om det jeg siger eller det jeg gør og derfor er noget af det vigtigste for mig, at være tro mod mig selv og tale og vælge ud fra det som føles rigtigt for mig - uanset hvad andre mener om det.

Vi bliver ofte vurderet i det vi gør - især når det kommer til mad. F.eks. har jeg ofte oplevet at skulle forklare hvorfor jeg helst ville have laktosefri mælk i min kaffe når nu jeg ikke var laktoseintollerant. Det vigtige for mig er, at man gør det der føles rigtigt og gør det man har lyst til, så nu svarer jeg altid “Det har jeg bare lyst til” uden at forsøge at forklare eller retfærdiggøre mit valg.

Nej tak til at følge strømmen blindt

"Der vil altid være nogen som synes at den du er og det du vælger er fantastisk, der vil være nogen som syntes at det er helt forkert og resten er ligeglade".

Det er en umulig opgave at forsøge at gøre alle glade, så derfor kan vi lige så godt gøre det der føles rigtigt for os selv.

"På et tidspunkt, var jeg endt et sted i mit liv, hvor jeg kunne mærke at jeg ikke var glad mere. Det arbejde jeg havde passede ikke længere til mig og jeg følte at jeg visnede lidt for hver dag der gik. Når man gør en masse af det som man egentlig ikke har lyst til, så daler glæden".

"Det tog mig lidt tid at finde mod til, at tage en 180 graders vending og sige mit job op starte op som selvstændig coach og terapeut - og det var der mange der havde en mening om (både på godt og ondt)".

"Men for mig var det bare det eneste rigtige og jeg kunne mærke det helt ind i hver en celle i min krop, at det var det jeg gerne ville og jeg har aldrig fortrudt det".

Gør det der føles rigtigt for dig (uanset hvad andre mener)

"Der er mange der tilpasser sig og lever et liv, som de dybest set ikke er glade for. I stedet for at gøre det, som de selv har lyst til, så gør de som andre gør eller det som andre mener at de bør gøre. Når vi ikke vælger ud fra det, som føles rigtigt for os og det vi har lyst til, så ender vi med at leve i modstrid med vores værdier, som er en af de største stressfaktorer vi kan udsætte os selv for".

Uanset om det handler om den mad vi spiser, det tøj vi har på, den uddannelse/det job vi har valgt eller det vi siger og gør, så handler det dybest set om at vælge det der er rigtigt for DIG, at gør det du har lyst til.

"Heldigvis er det aldrig for sent at gøre mere af det, som du har lyst til og det øger både glæde og overskud i dit liv at være tro mod dig selv i dine valg".

Det er enkelt men det betyder ikke at det er nemt

"Så hvorfor gør vi så ikke bare det? Hvorfor følger vi ikke bare vores egen mavefornemmelse og gør det der er rigtigt for os hver især? Det lyder jo nemt nok. Grunden til at vi ikke “bare” gør det der føles rigtigt er, at det meget ofte er forbundet med frygt, at stå ved sig selv, skille sig ud og gøre noget andet end alle andre".

Biologisk set er vi programmeret til at følge flokken og tilpasse os, så vi passer ind i “flokken” (i samfundet, i vores vennekreds, på arbejdet osv.).

"Derfor kan der følge lidt ubehag med i starten, når vi vælger at gøre det der føles rigtigt for os selv, men den indre power som man oplever ved at gøre det man har lyst til er så befriende!"

Vær tro mod dig selv

"Jeg kom til et sted i mit liv, hvor jeg ikke længere bare ville “følge strømmen” blindt. Det blev vigtigere for mig, at være glad og være tro mod mig selv og mine værdier. Så uanset om det handler om at vælge laktosefri mælk eller om det handler om nogle større vælg i livet, så har vi faktisk ret til at vælge det vi har lyst til og det der føles rigtigt".

Det kræver nogle gange lidt mod at følge sit hjerte og sin mavefornemmelse, men det er det hele værd! Når vi har vænnet os til at gøre det vi har lyst til, så bliver livet bare meget sjovere.

Mit håb er, at flere og flere vælger at være tro mod sig selv, tro mod det de mener og tro mod det de gerne vil - og at vi også selv giver andre plads til at gøre det samme.

3 tips til at være tro mod dig selv

1. Mærk efter og gør det du har lyst til

En måde at mærke efter hvad der føles rigtigt for dig er, ved at kende forskel på mavefornemmelse/intuition og frygt. Frygtens “sprog” er ofte forklarende, rationel og logisk, hvorimod mavefornemmelse og intuition ofte er noget du kan mærke trækker dig i en retning, selvom du ikke helt kan forklare hvorfor - du kan bare mærke det.

2. Sæt handling på

Mange af os har mange tanker omkring hvad vi gerne vil eller hvad vi ikke vil, men det er meget få der rent faktisk får handlet på det. Så når du mærker hvad du gerne vil/ikke vil, så sæt handling på. Det behøver ikke være noget stort og voldsomt, nogle gange er det de helt små handlinger og valg, som ender med at gøre en stor forskel. Så spørg dig selv: “Hvad er en lille ting jeg kan gøre i dag, for at være mere tro mod mig selv og det jeg har lyst til?”

3. Stå ved dig selv og dine valg

Det som nogle gange kan skabe lidt tvivl er, at det godt kan føles lidt ubehageligt i starten at gøre det der føles rigtigt, men det bliver nemmere. Det var heller ikke nemt da man skulle lære at cykle, men når først man fik det lært, så var det jo bare noget man gjorde uden at tænke over det. Og det samme gælder ift. at stå ved dig selv og hvile i de valg du tager. Jo flere gange du gør det du har lyst til - jo nemmere bliver det.

Følg os på:

Instagram

Facebook