Læs og forstå opskriften

Læs og forstå opskriften

Læs opskriften godt igennem, tænd evt. ovnen og find alle ingredienserne frem.

For opskrifter udviklet af Karolines Køkken gælder følgende:

Frysning

Når vi skriver "ja" ved frysning, er det altid færdigtilberedt, hvis vi ikke skriver andet. Stil de frosne retter til optøning i køleskabet dagen før, de skal anvendes, med mindre andet er nævnt. Brød tøs op på køkkenbordet 2-4 timer. Kan evt. lunes. Små brød tages direkte fra fryseren og lunes.

Når vi skriver "nej", er retten enten afprøvet og fundet ikke egnet eller vurderet som værende ikke egnet, fx en hurtig tilberedt ret med frisk pasta.

"Ikke afprøvet" - der er opskriften endnu ikke afprøvet eller vurderet.

Bage-/stegetid

Retterne stilles i en varm ovn, med mindre vi har nævnt andet. Ikke alle ovne varmer ens ved indstilling på fx 200 grader. Det er derfor en god ide at se til retten efter ca. 3/4 af bage-/stegetiden. Opskrifterne er afprøvet i en traditionel ovn.

Tilberedningstid

Opskrifterne bliver klassificeret i tidsintervallerne 15, 30, 45, 60 og 60+ min. Har opskriften en tilberedningstid på 45 min., betyder det, at hele retten inklusiv tilbehør er færdig til servering. Og her forudsætter vi, at ingredienserne er stillet frem før tilberedningen - og der er beregnet tid til at rydde delvist op efter tilberedningen.

Arbejdsplan

Opskrifterne er udviklet og redigeret med en arbejdsplan for øje, så opskriftens enkelte dele eller menuens forskellige retter alle bliver færdige til tiden.

Når der står mælk

Når der i en opskrift står mælk, er der anvendt letmælk, hvis der ikke står andet. Men du kan også anvende skummet-, mini- eller sødmælk.

"1 zittauerløg i ringe"

Står der fx "1 zittauerløg i ringe (ca. 100 g)", betyder det, at der skal være 100 g, når løget er pillet og skåret i skiver. Der er enkelte undtagelser, fx æbler og pærer. Der skriver vi i ingredienslisten, om de er uskrællede eller skrællede, da æbler og pærer jo kan spises både med og uden skræl.

Bouillonterning eller pulver

Opskrifterne i Karolines Køkken® er lavet med bouillon af bouillonterninger, -pulver, -pasta eller flydende bouillon.

Svag, jævn og kraftig varme

Hvad vil det sige at koge ved svag, jævn eller kraftig varme? Der findes forskellige indstillinger, men har du en kogeplade, som går fra 1-12, ser det sådan ud:

Svag varme: Trin 1-2. Der er enkelte små bobler i kanten - retten simrer.

Kraftig varme: Trin 11-12. Der er store bobler, og du kan høre, det koger - det bulderkoger.

Forkortelser som vi bruger i opskrifter

tsk = teske

spsk = spiseske

sek. = sekunder

min. = minutter

stk. = stykker

ml = milliliter

dl = deciliter

ca. = cirka

fx = for eksempel

evt. = eventuelt

g = gram

kg = kilogram

str. = størrelse

mm = millimeter

cm = centimeter