Airfryer
I airfryeren cirkuleres luften hurtigt og jævnt rundt i ovnrummet. Derved får maden en sprød stegeskorpe og forbliver saftig indeni - ved brug af minimalt fedtstof.
Den lille varmluftovn kan blandt andet stege, grille og bage og findes i flere modeller.
De mindste og billigste modeller rummer 1 til 3 liter og er passende, hvis du skal tilberede små retter eller mad til få personer. Der findes større modeller, som rummer 4 til 5 liter og helt store modeller, som rummer 6 liter eller mere og har to kurve.
Find mere inspiration i vores samling af airfryer opskrifter - nemme, hurtige og super lækre opskrifter.
Er det hurtigere og billigere at bruge en airfryer?
Sammenlignet med en almindelig varmluftovn, kan man både spare energi og tid ved at bruge en airfryer.
Airfryeren når lynhurtigt op på den indstillede temperatur, fordi ovnen ikke skal forvarmes i længere tid inden brug. Tilberedning af maden går hurtigere end i en almindelig ovn, fordi luften cirkuleres kraftigt rundt.
Forbrugerrådet har målt energiforbruget ved tilberedning af en kylling på 1300 gram i ovn og i airfryer. I det konkrete forsøg var forskellen i energiforbrug 0,15 kWh (83 øre) til airfryerens fordel. Det tog 60 minutter at stege kyllingen i den almindelige ovn, mens det tog 40 minutter i airfryeren, hvor kyllingen var delt i to halve for at kunne være i beholderen.
Hvor lang tid skal ting have i en airfryer?
Tabellen nedenfor viser hvordan temperatur og tid kan omregnes fra ovn til airfryer.
Bemærk at tabellen kun er en tommelfingerregel, da det kommer an på den enkelte ovn og airfryers kapacitet og kraft.
Temp. i varmluft | Temp. i airfryer | Min. i ovn | Min. i airfryer |
---|---|---|---|
150° | 135° | 10 | 8 |
165° | 150° | 15 | 12 |
175° | 165° | 20 | 16 |
190° | 175° | 30 | 24 |
200° | 185° | 45 | 36 |
225° | 200° | 60 | 48 |
Hvad kan man lave med en airfryer?
En airfryer kan stege, grille og bage alt fra både grøntsager og falafler til hele retter som omelet eller kyllingefajitas. Den lille ovn kan også tilberede gængse fritureretter som pommes frites, forårsruller, kyllingelår og fiskefileter.
Airfryeren kan bruges til bagværk, men det lille bundareal giver dog visse begrænsninger. Der kan fx kun blive plads til seks boller eller fire cookies ad gangen i en airfryer.
Alle typer af ovnfaste skåle - porcelæn, keramik, metal og silikone – kan bruges i airfryeren. Tildækning af maden med stanniol er en dårlig ide, fordi det forhindrer den varme luft i at opvarme maden. Bagepapir kan anvendes, men det skal kun dække bunden og være helt dækket af madvarer, for ellers blæser det rundt i ovnen og kan komme for tæt på varmelegemet.
En variation af airfryer, der kaldes actifry, har en indbygget roterende arm, så den kan vende maden under tilberedning. Derved bliver alle overflader jævnt sprøde.
Rengøring af airfryer er let. Både beholder, kurv og eventuel stegerist, grillspyd m.m. kan kommes i opvaskemaskine.
Hvad skal man overveje før køb af airfryer?
- Hvor tit og til hvad vil du bruge den?
En airfryer har et begrænset anvendelsesområde med hensyn til den mængde, den kan rumme.
- Har du plads på køkkenbordet?
En airfryer vejer 5 til 7 kilo, og har et areal på ca. 30x40 cm. Højden kan variere fra 30 til 40 cm, så der skal også være plads på køkkenbordet under et eventuelt overskab. Der er en ventilationsrist bag på airfryeren, hvor der kommer varmt luft ud, når den er i brug. Det skal væggen derfor kunne tåle.
Er du i tvivl om hvilken airfryer, der passer til dit behov, kan du trykke her og se Forbrugerrådet Tænks test af airfryers.