Anis

Anis
Anis er et krydderi, der har en karakteristisk lakridsagtig smag. Det er frøene fra anisplanten, der anvendes som krydderi, og de ligner frøene fra fennikel, dild og kommen. Også i duft og smag er der stor lighed mellem anisfrø og de andre plantefrø.

Udseende

Anisplanten bliver omkring 50 cm høj og får hvide blomster i en skærm. Frøene er grågrønne og er lidt mere buttede end kommensfrø.

Oprindelse

Anis er en ældgammel kulturplante, der stammer fra Tyrkiet og Egypten. Den menes at være kommet til Europa omkring år 400 e.Kr. I Danmark er krydderiet først omtalt omkring år 1300, hvor det var en luksusvare.

Navnet anis kommer af det græske aneson, der betyder dild. For de gamle grækere troede nemlig, at dild og anis var samme plante. I Iran og Indien skelnes der sprogligt ikke mellem fennikel og anis.

Anvendelse

Anvendelse

Anisfrø skal anvendes med omtanke i madlavningen, da smagen er dominerende. De bruges især til indisk fiskesuppe og sammen med kål og grønsager.

Anisfrø bruges også som krydderi i brød, desserter og kager.

Anisolie bruges som smagstilsætning i slik. Bedst kendt er ”Kongen af Danmark”-bolsjer og lakrids. Desuden er en række sydeuropæiske likører og spiritusdrikke lavet af ekstrakter fra anisfrø. Det gælder blandt andet ouzo, pernod, absint og raki.

Anis bruges også i hostemedicin og hostestillende bolsjer.

Anis kan købes både som hele frø og som pulver.

Botanik

Anis er en etårig plante, der tilhører skærmblomstfamilien. Anis vokser især i Middelhavsområdet.

Den dyrkes ikke her i Norden, da klimaet er for koldt til, at den kan sætte frø.

Anisfrø indeholder tre procent af en æterisk olie, som hovedsagelig består af stoffet anethol, der har en typisk lakridssmag. Desuden indeholder anis to procent estragol, som også findes i estragon.

Forbehold

Anis må ikke forveksles med stjerneanis, der tilhører en anden planteslægt.

Kilder

  • ”Krydderier & Kokkerier” af Torsten Vildgaard og Carl Th. Pedersen, Lindhardt og Ringhof, 2006
  • ”Alverdens krydderier og krydderurter” af Claus Ib Olsen og Nanna Simonsen, Gyldendal, 2009.