Stjerneanis

Stjerneanis dufter og smager som en blanding af lakrids og noget røget. Det er de tørrede frugter fra et stedsegrønt træ i magnoliefamilien, der bruges som krydderi. Navnet stjerneanis hentyder til, at frugtkapslerne har form som en ottetakket stjerne. I hver tak ligger der et blankt rødbrunt frø. Både kapslerne og frøene anvendes som krydderi.

Smag

Stjerneanis må ikke forveksles med anis, der tilhører en anden planteslægt. Men smagsmæssigt minder de to krydderier en del om hinanden. Stjerneanis indeholder, ligesom anis, stoffet anethol, der giver en karakteristisk lakridssmag.

Oprindelse

Stjerneanis stammer fra det sydlige Kina og den nordlige del af Sydøstasien. Den kom først til Europa i 1700-tallet.

I dag dyrkes stjerneanis i Indien, Japan og på Filippinerne.

Anvendelse

Stjerneanis skal anvendes med omtanke i madlavningen, da smagen er dominerende. En halv til en hel stjerneaniskapsel er som regel nok til en ret, så den smager tilpas krydret og ikke overparfumeret.

Stjerneanis er et meget brugt krydderi i kinesisk mad. Den bruges i supper og marinader og passer godt sammen med svinekød og and. En stjerneaniskapsel i kogevandet til ris giver også en behagelig parfumeret smag.

Desuden er stjerneanis god som krydderi i varme drikke, i lagen til syltede frugter og i indkogt sirups- eller rødvinslage til osteanretninger.

De små stjerneanisfrø kan kværnes til pulver og bruges i bagværk og marmelade.

Stjerneanis indgår i krydderiblandingen ”de fem krydderier” sammen med peber, kanel, kryddernellike og fennikelfrø.

Stjerneanisfrø virker slimløsende og bruges som ingrediens i hostesaft.

Botanik

Stjerneanistræet bliver fire til fem meter højt. Der går omkring seks år, før det sætter frugter.

Kilder

”Krydderier & Kokkerier” af Torsten Vildgaard og Carl Th. Pedersen, Lindhardt og Ringhof, 2006

”Alverdens krydderier og krydderurter” af Claus Ib Olsen og Nanna Simonsen, Gyldendal, 2009