Har du tænkt over, at A38® har en let, cremet konsistens med en blank overflade og god fylde, og at smagen er frisk og syrlig?
”Som nyuddannet mejeriingeniør i 1967 blev jeg ansat som laboratoriechef ved Mejeriet Trifolium, som året forinden var flyttet fra Frederiksberg til Bådehavnsgade, hvor et nyindrettet mejeri var indrettet efter nyeste tekniske viden. Direktøren for mejeriet var Frank Lambertsen, som forinden havde været direktør for Foreningen Storkøbenhavns Mejerier.
Københavns mælkeforsyning blev klaret af tre store mejerier Solbjerg, Enigheden og Trifolium, som hver havde en koncession på ca. 27%. De resterende 19% var fordelt på nogle mindre mejerier, Søholm, Rødovre, Glostrup og Jægersborgs Allés Mejeri.
Min chef Lambertsen var meget ivrig efter, at vi føjede nye produkter til vores sortiment. Teknisk var det ikke det sværeste, men under koncessionsordningen var det et spørgsmål om ’forsyning med mælk’, og derfor var der ingen reklameaktivitet overhovedet. Et nyt produkt kunne være nok så godt, men når kunderne ikke kendte til dets eksistens, blev afsætningen meget minimal.
Jægersborg Allés Mejeri (privatmejeri) havde dog gennem nogle år lykkedes med salg af A-38.
Det fik jeg som opgave at kopiere, så vi også kunne tilbyde dette produkt. I den forbindelse kontaktede jeg Alfreds Jørgensens Gæringslaboratorium, Frydendalsvej 30, Frederiksberg med henblik på køb af deres acidophilus-kultur.
Deres repræsentant forklarede mig, at de selvfølgelig gerne ville levere kultur, men det krævede, at vi fik en aftale med Jægersborg Allés Mejeri, da de havde eneret både til kultur og navnet A-38.
I samme forbindelse drøftede vi navnets oprindelse. Det var ganske simpelt.
I forbindelse med rendyrkning af kulturen havde man indsamlet mange afføringsprøver fra børn på københavnske børnehjem. Disse prøver blev overført til reagensglas, anbragt i trådstativer med 3x10 felter. Stativerne blev kaldt A, B, C osv.
Det reagensglas, der havde den bedste af de isolerede bakterier, var nummer 8 i 3. række fra stativ A. Altså A-38.
Nu manglede vi blot aftale om brug af navn og den rendyrkede kultur. Lambertsen ’slog gnister’, da han hørte, at han skulle forhandle en aftale med ejeren af Jægersborg Allés Mejeri. Det kunne der ikke være tale om.
Vi købte i stedet acidophiluskultur hos Chr. Hansens Laboratorium og kaldte produktet for Acidophilusmælk. Vi startede produktion og salg, men med det navn og ingen markedsføring levede produktet kun i ganske kort tid.
Ved koncessionernes ophævelse i København var der stor lyst til for andre mejerier at købe sig ind på det københavnske marked. Jægersborg Allés Mejeri blev i fællesskab overtaget af de øvrige i Foreningen Storkøbenhavns Mejerier i 1984. Med fulgte rettighederne til A-38. Senere blev både Trifolium og andre af disse overtaget af Arla, og dermed kom rettigheden til A-38 ind i Arlas beskyttede navne.” - Mejeriingeniør Henning Berg