Arla@ Protein

Portræt af Dean Strange

Portræt af Dean Strange

“Gravelcykling er den ultimative frihed!”

I hvert fald hvis man spørger Dean Strange, som står bag den populære gravel podcast Balsam for sjælen - alt om gravelcykling. Dean er selv en flittig gravelrytter, og navnet på hans podcast “Balsam for sjælen” rummer egentlig meget godt den følelse han oplever, når han suser gennem skoven på sin jernhest.

Jeg ved godt, at det kan lyde lidt klichéagtigt, men det er altså ren balsam for sjælen når jeg sidder på min gravelcykel i skovens læ og lytter til hvislen fra bladene og gruset, der forsvinder under de brede dæk. Det behøver ikke at være en sur pligt at motionere, det er gravelcyklen det bedste bevis på! - siger Dean Strange.

For Dean handler gravelcykling først og fremmest om at få motion og samtidig lufte lidt ud på “førstesalen” som han siger.

“Gravelcykling er det bedste våben mod stress. Udover at du får noget af den bedste og mest varierede fysiske træning på to hjul i form af grus, bakker, tung mudder, hullede græsmarker og tekniske svære spor, så får du også blæst frisk luft igennem systemet. Jeg vender altid glad hjem fra en tur i det fri, og det er uanset om solen har skinnet eller ej. Gravel kan nemlig køres i al slags vejr!” - tilføjer han.

Gravel egner sig som motionsform hele året rundt. Cyklerne er hårdføre og designet til at kunne klare sig i al slags terræn og i al slags vejr.

“Det er fantastisk at køre en tur i korte ærmer og høj solskin, men det kan altså også noget at køre i frostgrader og nyfalden puddersne. Ligesom det også giver et ordentlig hak i bæltet, når man kommer hjem smurt ind i mudder efter en hård efterårstur i regn, slud og modvind!” - siger Dean Strange

Gravelcykling er en af de hurtigst voksende motionsformer i øjeblikket. Og det skyldes især at folk er gode til at dele ruter og oplevelser med hinanden.

“Jeg elsker at tage nye ryttere med ud i naturen. Der findes næsten ikke noget bedre end at se andre end sig selv finde ind til noget meget simpelt og meningsfyldt inden i dem selv. Måske er meningen med livet meget mere simpel end vi går og tror” - afslutter Dean Strange med et glimt i øjet som ikke er til at tage fejl af.

Fakta:

Navn: Dean Strange

Alder: 48 år

Profession: TV Instruktør, Podcaster & stifter af Backlands Gravel Festival Series

Favorit gravel rute: Mols Bjerge