“Jeg finder glæde i min hverdag igennem fysisk smerte og mental udfordring og det er lige præcis, hvad sportens verden kan give mig. Udfordringer, lange træninger, sved på panden og et fokus på hver dag at forsøge at gøre det endnu bedre end dagen før.”
Udtaler Andreas Villadsen, som til dagligt er personlig træner i Aarhus CrossFit, hvor han hjælper mennesker med hver dag at udfordre og skubbe sig selv i en sundere og stærkere retning. Andreas har selv bevæget sig i sportens verden siden han kan huske og fik for 6 år siden øjnene op for CrossFit verdenen, hvor han har lagt størstedelen af sin tid og for få år tilbage valgte at undervise i faget.
Jeg elsker at arbejde med mennesker og se deres succesoplevelser på nært hold, derfor valgte jeg at blive personlig træner indenfor CrossFit, da det er den sport jeg udøver selv og føler mig tryg i. Det fede ved at undervise andre i CrossFit er at se, hvordan disse mennesker udvikler sig fra gang til gang og få folk til at skabe sine egne successer, så lidt egoistisk er det nok at skabe energi til mig selv ved at opleve andre blive glade.
Siger Andreas med et glimt i øjet. Men klienternes successer er ikke kun takket været Andreas, han mener nemlig, at fællesskabet har den største betydning for sporten.
“Fællesskabet betyder nærmest alt for mig. Når jeg har deltaget i konkurrencer har folk jublet og heppet på mig også, selvom de måske ikke kender mig, men fordi de selv har været igennem de samme træninger, kan de relatere til, hvor hårdt det er. Man er som enhed meget stærkere end som individuel, mange gang skal der ikke mere til end et smil og et klap på skulderen og det er noget vi i CrossFit går meget op i.” Men ikke kun i Aarhus CrossFit er fællesskabet en stor del af sporten. “Helt generelt er der et enormt stort fællesskab indenfor CrossFit, det er et kæmpe stort community, som hjælper hinanden og kommer hinanden ved. Jeg oplever på nært hold dagligt folk, som aldrig har mødt hinanden før komme på samme træningshold og før man ved af det er de blevet venner og laver ting sammen udover træning. Så det forbinder altså mennesker at skulle gå igennem workouts sammen.”
Fakta:
Navn: Andreas Villadsen
Profession: Personlig træner hos Aarhus CrossFit