I 1957 sætter England importen af smør voldsomt ned, og det danske hjemmemarked er ikke gearet til at aftage mere, så resultatet bliver et smørbjerg i dansk mejeribrug.
Derfor vender man blikket mod hjemmemarkedet og beslutter at iværksætte en stor national mejerikampagne "Mejerigtig" - med det formål at fremme afsætningen af smør på hjemmemarkedet. Den århusianske tegner Grete Rich bliver bedt om at tegne forskellige oplæg til kampagnemateriale - og Koen Karoline er resultatet af den bestillingsopgave.
Den første udgave af Karoline er en lille stofko - skabt af et par rød- og hvidternede køkkengardiner. Men senere fik man skaffet en kunstig ko i legemesstørrelse med et tilhørende bånd, der fortalte om alt, hvad en ko kan gøre (Marshallhjælp). Båndet hed: Fabrikken Caroline. Og inspireret af dette bånd blev koen døbt Karoline på dansk.
Det første forslag til maskotten blev præsenteret i Tivoli i København 1958. Karoline var på størrelse med en rigtig ko, stadigvæk i rød-hvide tern - og med hvid marguerit i munden og sorte horn, øjne og næsebor. Daværende statsminister H. C. Hansen trak koen ind på scenen, mens han råbte: "Kom så Karoline"!
Koen blev herefter mejeribrugets fælles varemærke på brochurer, nøgleringe, kalendere, kuglepenne, øloplukkere, julekort, mejeri-emballage, kogebøger og ikke mindst på små samleark, hvor børn kunne prikke den ud og samle en lille papirko. Samlearkene var en rigtig populær ide, men eksisterer ikke længere.
Koen Karoline blev et verdenskendt logo og synonym for dansk mejeribrugs kvalitetsprodukter - ikke mindst takket være de danske "Karolinepiger", der rejste rundt med mejeridemonstrationer. ”Danish”, ”Danois”, Dinimarkali” stod der på skilte og plakater med koen som logo.
Varemærket koen Karoline, der i dag ejes af Mejeriforeningen, eksisterer og er stadigvæk i brug. Og i Mejeriforeningen oplever man fornyet interesse for det aldrende logo. Dels har flere mejerier rettet henvendelse til Mejeriforeningen om at få lov til at bruge den - og de mejerier, som er medlem af Mejeriforeningen, kan frit benytte sig af den kendte ko. Og hos Bruun Rasmussens auktioner i Vejle blev for nylig en træfigur-udgave af koen solgt for 2.000 kr.
Kilder:
Information fra tegner Grete Rich' brev til Mejerikontoret. Brev fra Lis Rasmussen, tidligere afdelingsleder i Hjemmemarkedsudvalget - De Danske Mejeriforeningers Fællesorganisation.
Mejeri - Nyhedsmagasin om mejeribranchen nr. 3, 4. marts 2005.