Kokosnød

Kokosnød
Kokosnødden med den brune, trævlede skal og det hvide frugtkød er egentlig kernen i en større, grøn frugt. Den friske, grønne yderste skal skrælles af, inden kernen eksporteres og kan købes i butikkerne.

Anvendelse

Man kan bore hul i en af de tre ”øjne”, der sidder i enden af kokosnødden og hælde kokosmælken ud. Dernæst angribes nødden med hammer, sav og skarp kniv for at frigøre kokoskødet. Den brune hinden inderst kan skrælles af med en kartoffelskræller.

Enten indeholder kokosnødden en del saft og næsten intet hvidt kød eller omvendt. Der bør være noget saft i, ellers er nødden gammel. Ryst nødden i butikken og hør, om den skvulper. Frisk kokos bruges i frugtsalater og som snack.

Det kan anbefales at bruge frisk, revet kokos i opskrifter med kokosmel; bagværket vil blive lækkert saftigt. Det bruges i kokosmakroner, kokoskage, som kokosglasur osv.

Desuden kan man panere kylling, fisk eller svinekød i kokos. Kokossaften kan blandes med eksotiske juicer og indgå i drinks med hvid rom. Kokosmælken på dåse bruges i asiatiske retter. Den milde, søde smag dæmper de stærke krydderier.

Botanik

Kokospalmer vokser i de fleste tropiske egne. Der findes mange kokosprodukter, fx kokosmælk på dåse, kokosmel og tørrede kokosstrimler. Kokosmælken på dåse er tykkere og mere næringsrig end den friske saft. Den består af fintmalet kokoskød og saft, evt. rent kokoskød og vand, som centrifugeres og presses. Fedtindholdet kan variere fra 2 -10 % - se på dåsen. Der er næsten intet fedt i kokossaften, men mere i kokoskødet.

Næringsindhold

Friskt kokoskød har et højt fedtindhold - fra 30-60% (mættede fedtsyrer). Derudover indeholder det pæne mængder B- og C-vitaminer samt kalk og fosfor.

Tips og Tricks

Tørret kokosmel kan friskes op ved at overhælde det med kogende vand og lade det trække et par timer, inden det bruges i bagning.

Kilder

  • Karolines Køkken