Hyldebær

Hyldebær

Hyldebær plukkes og laves til saft, når efteråret sætter ind. Hyldebærsaften kan man nyde igennem vinteren, fx som en varm toddy eller som hyldebærsuppe med tvebakker.

Udseende

Hyldebær er små blåsorte bær, der er blanke og kuglerunde. De sidder i skærmformede klaser på hyldebusken. Umodne bær er grønne. Hyldebær er en stenfrugt, da bærrene indeholder tre små sten.

Smag

Hyldebær må ikke spises rå. Hyldebærsaft har en kraftig bærsmag, og man kan få blåviolette læber og tunge, når man drikker saften.

Oprindelse

Hylden har været kendt i Danmark siden stenalderen. Den er i dag meget almindelig over det meste af Europa, i Lilleasien og Sibirien. Overalt i Danmark gror der hyldebuske i skovbryn, hegn, under store træer i skoven samt i mange private haver. Buskene kan blive op til otte meter høje.

Anvendelse

De grove ribber fjernes fra hyldebærrene, og de skylles og koges i 15-20 min. Saften sies og skal derefter koges med sukker. Tilsæt evt. også citronsaft og fx krydderier som timian. Hyldebærsaft fortyndes og kan drikkes både kold og varm som fx en toddy. Hyldebærsaften kan bruges til hyldebærsuppe med æbler Hyldebærsaft kan også anvendes til gelé og sirup. Geléen kan bruges til kager og serveres til vildtretter, mens hyldebærsirup smager godt sammen med skimmeloste og på yoghurt til morgenmad. Fødevarestyrelsen fraråder, at man spiser rå hyldebær fx i en smoothie og brug heller ikke de umodne grønne bær til fx kapers. De rå bær indeholder nemlig nogle naturlige giftstoffer, som kan give opkastning og diarré. Både de rå hyldebær og hyldebærsaft kan fryses ned.

Opskrifter med hyldebær

Sæson

September - oktober.

Næringsindhold

Læs om næringsindhold hos Fødevareinstituttet

Kilder

Skoven i skolen