Flutes

Flutes

60+ min
Fryseegnet
Lækre hjemmelavede flutes, inspireret af dem vi kender fra Frankrig. Med sprød skorpe og en let og luftig krumme. Flutes er bagt af en meget enkel dej, som består af mel, vand, gær og salt. Det er tiden og æltningen, der gør, at du får det sprøde og luftige resultat. Dejen hæver i køleskabet fra dag til dag, så smagen i dine flutes rigtig kan udvikle sig. Det nemmeste er at ælte dejen i en røremaskine, men du kan også ælte den i hånden. Brug de sprøde flutes som tilbehør til supper og gryderetter, eller spis dem til et godt sykke ost, et tapasbræt eller lige hvad du har lyst til.

Sådan gør du

Bagetid:

Ca. 20 min. ved 225° - traditionel ovn. Derefter ca. 5 min. ved indstilling på 250°.

Dej til flutes
  • Hæld vandet i skålen til en røremaskine. Rør gær ud heri.
  • Kom salt og mel i vandet og rør dejen let sammen ved laveste hastighed i ca. ½ min.
  • Ælt dejen på røremaskinen ved højeste hastighed i ca. 10 min., til dejen slipper skålens sider og samler sig om dejkrogen. Dejen skal være blank og elastisk.
  • Lad dejen hæve tildækket med fx et låg i køleskabet i 12-24 timer.
Flutes
  • Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den igennem. Del dejen i 4 portioner og form til flutes (ca. 35 cm lange).
  • Læg dem på en plade med bagepapir. Lad de 4 flutes efterhæve lunt og tildækket i ca. ½ time.
  • Pensl med vand og skær, med en skarp kniv, 3 aflange, skrå ridser i hvert flute. Sæt bagepladen midt i ovnen.
  • Kast 1 dl vand ind i bradepanden og luk hurtigt ovnlågen, så du holder på dampen.
  • Bag de 4 flutes til de er godt gyldenbrune og sprøde.

Hvis ikke din ovn er så stor, kan du i stedet bage de 4 flutes fordelt på 2 bageplader og bage øverst og nederst i ovnen ved henholdsvis 200° og 225° - varmluft. Så undgår du at de 4 flutes bager sammen.

Du kan også ælte dejen til de hjemmelavede flutes i hånden. Slå dejen godt sammen med en grydeske, i en stor skål, uden du har fingrene i dejen. Stil den til hævning i køleskabet i 12-24 timer. Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den rigtig godt igennem. Det kan være nødvendigt at tilsætte ekstra mel, når du håndælter, men vent til 2. dagen og tilsæt så lidt ekstra mel som muligt, så dejen ikke bliver for tung.

Energiindhold for hele retten:

8720 kJ / 2084 kcal

Næringsindhold pr. 100g

855 kJ / 204 kcal

Energifordeling
Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 2,1 g
Protein: 10,2 % 5,1 g
Kulhydrat: 84,9 % 42,7 g
Fedt: 4,9 % 1,1 g
Mere inspiration

Vil du bage nogle grovere flutes, har du en opskrift her.

Rugmelsflutes
60+ min
Rugmelsflutes
(15)

Ingredienser

Dej til flutes
4 dl Koldt vand
10 g Gær
2 tsk Groft salt
600 g Hvedemel
Pensling
Vand
Se opskriften, tips, inspiration og mange flere opskrifter på Arla.dk Se opskriften, tips, inspiration og mange flere opskrifter på Arla.dk