Honninghjerter

Honninghjerter

Hjemmebagte honninghjerter er noget helt særligt, som hører julen til - og her får du en nem opskrift på honningkage uden fordej! Honninghjerterne har en skøn krydret smag - og duften af de krydrede kager emmer af jul og julestemning. Stik honningkagerne ud som honninghjerter - eller brug lige den form, du kan lide. Du kan evt. pynte hjerterne med glansbilleder, glasur eller små sukkerkugler.

Ingredienser

300 g Fast honning
2 Æg
1 tsk Potaske - rørt ud i 1 spsk koldt vand
350 g Hvedemel
2 tsk Stødt kanel
2 tsk Stødt ingefær
2 tsk Stødt nellike
1 tsk Hjortetaksalt

Chokoladeovertræk

400 g Mørk chokolade
Evt. sukkerkugler eller glansbilleder

Sådan gør du

  • Smelt honningen og lad den køle lidt af - hæld den evt. over i en skål, så det går hurtigere.
  • Rør æg og potaske i honningen.
  • Bland mel, krydderier og hjortetaksalt i en skål og kom det i dejen (drysset gennem en sigte).
  • Rør dejen godt sammen med en grydeske - dejen bliver fast, når den hviler. Stil den tildækket i køleskabet til dagen efter - eller bare til den er kold og nem at arbejde med, det tager 2-3 timer.
  • Rul dejen ud på et let meldrysset bord i ca. ¾ cm tykkelse.
  • Stik ud med en hjerteform eller anden form og læg kagerne på bageplader med papir - der skal være 2-3 cm mellem kagerne.
  • Bag honninghjerterne i 7-9 min. ved 200° - varmluft. Lad kagerne køle helt af på en bagerist.
  • Dæk dem med et stykke bagepapir og et hårdt opvredet viskestykke i min. 3 timer, så de får den karakteristiske lidt svampede konsistens, som honninghjerter skal have.

Chokoladeovertræk

  • Smelt chokoladen i en skål over vandbad eller i mikroovn.
  • Pensl chokoladen på honninghjerterne og pynt dem evt. med sukkerkugler eller glansbilleder, mens chokoladen stadig er våd.
  • Lad honninghjerterne tørre på et stykke bagepapir.

Du kan sagtens komme mere eller anden smag i honninghjerterne - fx stødt kardemomme eller revet appelsinskal. Du kan også pensle kagerne med abrikosmarmelade, inden chokoladen hældes på.

Næringsindhold

Energiindhold for hele retten:

18889 kJ / 4515 kcal

Næringsindhold pr. 100g

1614 kJ / 386 kcal

Energifordeling

Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 1,7 g
Protein: 6 % 5,7 g
Kulhydrat: 67,8 % 64,4 g
Fedt: 26,2 % 11,4 g

Om Arla Inspirationskøkken

Vi er syv madentusiaster, der står bag Arlas opskrifter. Vi elsker at lave mad og udvikle opskrifter, der gør det nemt at lave god mad derhjemme. Opskrifterne tester vi sammen i køkkenet – så vi ved, at de virker og smager godt.

Du finder os her på siden, på Instagram, TikTok – og snart i vores nye kogebog.

https://www.arla.dk/opskrifter/honninghjerter/