Julesalat er et lille, kompakt, aflangt salathoved, der i størrelse og facon ligner et hjertesalathoved. Bladene er sprøde, helt hvide og let gule i toppen. Julesalaten har en lille stok i midten forneden. Et mellemstort julesalathoved vejer ca. 100 gram.
Julesalat har en sødlig, let bitter smag. Hvis den har fået lys og er blevet grøn i toppen, bliver smagen meget bitter. Det er desværre det, der ofte sker i butikkerne, hvor julesalaten udsættes for lys.
Julesalat er et resultat af en speciel dyrkningsproces. Den er udviklet i Belgien omkring 1850. Den er meget udbredt i Sydeuropa. Dyrkningen sker i to processer. Først sås frøene om foråret, og om efteråret graves de pastinaklignende cikorierødder op, og toppene fjernes. Disse rødder kan opbevares køligt og bruges efterhånden i løbet af vinteren. Når julesalaten skal drives frem, skal rødderne sættes i en potte med fugtig jord, evt. med en omvendt potte over, så de står mørkt i et rum ved 15-17 grader. I løbet af tre uger vokser de hvide skud frem, og man kan høste julesalaten.
Skær bunden af julesalaten og fjern stokken. Snit bladene i strimler eller del dem, hvis de skal serveres hele. Det er en god idé at lægge bladene i koldt vand, da bladene bliver mere sprøde. Servér julesalat sammen med appelsiner og valnødder til confiterede andelår eller krydret andepaté. Julesalatens bitre noter smager skønt i en rejecocktail eller i en salat med røget ørred og avocado. De bådformede, hele blade kan også serveres med forskelligt fyld til en forret eller som tapas. Julesalat kan serveres som garniture til middagsmaden. Den kan koges eller blancheres, for at mildne den bitre smag. Den kan også halveres på langs og steges eller grilles. Julesalat skal opbevares mørkt og i køleskab, hvor den kan holde sig i et par uger.
November - april
Læs om næringsindhold hos Fødevareinstituttet