Koldskålskage

5 timer
Arbejdstid: 1 time
Koldskålskage

Er du vild med hjemmelavet koldskål, så prøv denne opskrift på en koldskålskage. I princippet er det en hjemmelavet koldskål, der er vendt med fløde og sat med husblas – og hældt over en sprød bund lavet af kiks og kammerjunkere. Server koldskålskagen til eftermiddagskaffen eller som en dejlig sommerdessert.

Ingredienser

Kammerjunkerbund

150 g Digestive kiks
150 g Kammerjunkere
150 g Smør
Lagkageplast (ca. 8 cm bred)

Koldskålsfromage

5 blade Husblas
1 Vaniljestang (kornene heraf) eller vaniljepasta i tilsvarende mængde
100 g Sukker
3 Æggeblommer
2 dl Kærnemælk
2½ dl Tykmælk
1 spsk Citronskal (usprøjtet)
3 spsk Friskpresset citronsaft
2½ dl Piskefløde

Pynt

50 g Kammerjunkere
75 g Jordbær

Sådan gør du

Kammerjunkerbund

  • Blend kiksene i en blender, knus kammerjunkerne med hænderne og smelt smørret.
  • Bland først kiks og smør godt sammen i en skål og bland derefter de knuste kammerjunkere i.
  • Spænd et stykke bagepapir fast mellem ring og bund i en springform (ca. 22 cm i diameter).
  • Beklæd formen med lagkageplast.
  • Fordel blandingen i springformen, pres kammerjunkerbunden godt sammen. Stil bunden tildækket i køleskabet.

Koldskålsfromage

  • Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 5 min.
  • Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt af sukkeret.
  • Pisk æggeblommer, sukker og vanilje lyst og skummende.
  • Bland kærnemælk, tykmælk og citronskal i en skål.
  • Vend mælke-blandingen og æggemassen sammen.
  • Varm citronsaften op.
  • Træk husblassen op af vandet med det vand, der hænger ved, og smelt den i den varme citronsaft.
  • Afkøl husblasblandingen med lidt af fromageblandingen og hæld det i resten af fromageblandingen i en tynd stråle, imens du vender rundt.
  • Pisk fløden let og vend det forsigtigt i fromageblandingen.
  • Fordel koldskålsfromagen over kammerjunkerbunden i springformen. Stil kagen tildækket i køleskabet i min. 4 timer.

Sådan anretter du koldskålskagen

  • Tag kagen ud af formen, fjern lagkageplast og stil den på et fad.
  • Pynt med kammerjunkere, jordbær og frisk citronmelisse lige inden serveringen.

Hvis du skal lave koldskålskagen samme dag, som den skal spises, kan du bruge 6 blade husblas og stille den tildækket på køl i 6 timer.

Lagkageplast sikrer en flot kant og gør det nemmere at få koldskålskagen til at slippe springformens sider. Lagkageplast kan købes i det fleste større supermarkeder. Du kan også klippe dit eget ud af en plastiklomme.

Næringsindhold

Energiindhold for hele retten:

18447 kJ / 4409 kcal

Næringsindhold pr. 100g

1248 kJ / 298 kcal

Energifordeling

Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 0,9 g
Protein: 5,8 % 4,3 g
Kulhydrat: 34,1 % 25 g
Fedt: 60,1 % 20,3 g
Relateret video Koldskålskage

Sådan håndterer du husblas, når du skal lave fromage, cheesecake eller andet, hvor der er brugt fløde.

Om Arla Inspirationskøkken

Vi er syv madentusiaster, der står bag Arlas opskrifter. Vi elsker at lave mad og udvikle opskrifter, der gør det nemt at lave god mad derhjemme. Opskrifterne tester vi sammen i køkkenet – så vi ved, at de virker og smager godt.

Du finder os her på siden, på Instagram, TikTok – og snart i vores nye kogebog.

https://www.arla.dk/opskrifter/koldskalskage/