Hvidtjørn

Hvidtjørn

Udseende

Hvidtjørnen har sit navn fra sine flotte, hvide blomster og grenenes spidse torne, der yder træet beskyttelse mod vildt.

Oprindelse

Med undtagelse af den vestligste del af Jylland kan man finde hvidtjørn over hele landet. Træet er naturligt hjemhørende i Mellem- og Sydeuropa, hvor Danmark ligger i den nordligste del af udbredelsesområdet. Den er ganske hårdfør og gror lystigt i de fleste typer jord, men er ikke glad for alt for meget sand.

Anvendelse

Hvidtjørns kønne blomster er ikke blandt de mest anvendelige spiselige blomster, vi har i Danmark. Blomsterne er pyntelige på desserter og kager – både i frisk og kandiseret tilstand – men så er det også sagt. Derimod kan den dejligste te brygges på de elegante, hvide blomster. Også i snapseflasken gør både blomster og bær sig godt.

Botanik

Der findes to forskellige arter af hvidtjørn, som både minder meget om hinanden, og som begge har spiselige blomster. Det er almindeligt at støde på hvidtjørn på skovturen, ligesom den også er meget almindelig i hegn, markskel og mindre krat. Går du derimod en tur i haven, så kan du møde hvidtjørnens lillesøster rødtjørnen. Den er en fremavlet udgave af den vilde hvidtjørn.

Sæson

Sæsonen er relativt kort og afhænger af forårets temperatur. Normalt foregår blomstringen i den sidste halvdel af april, men er vinteren lang og kold, kan blomstringen skydes til den første del af maj. Uanset hvornår blomstringen finder sted, så er det et overvældende syn, da hele træet er omkranset af blomster. Og man skal derfor ikke være bleg for at høste lidt til middagsbordet - det vil næppe kunne ses.

Kilder

  • www.naturstyrelsen.dk
  • Blomstrende mad af Camilla Plum
  • Kilde: Karolines Køkken