De største madtrends 2025

De største madtrends 2025

Dubai chokolade, hytteostpizza, gyoza i fad og hot honey. Du har helt sikkert set mindst én af disse trends på TikTok, Instagram eller Facebook. Det seneste år har endnu engang vist, hvor hurtigt madinspiration bevæger sig på sociale medier. I Arla Inspirationskøkken følger vi udviklingen tæt: vi tester, smager og udvælger de trends, der virkelig holder – og omsætter dem til simple opskrifter og brugbare how-to’s, som alle kan kaste sig over. Her får du årets største madtrends samlet ét sted.

Indhold

Dubai chokolade og pistacie – alle vegne

Det er ikke uden grund, at Dubai-chokolade er landet på top 10 over årets mest trendede Google-søgninger. Den luksuriøse chokoladebar – med tyk mælkechokolade, sprød kadayif og cremet pistacie – har taget Danmark med storm og udløst en hel pistaciebølge på sociale medier. Supermarkederne har hurtigt fulgt trop, og nu dukker smagen op i alt fra flødeboller til fastelavnsboller og kager.

I Arla Inspirationskøkken sprang vi hurtigt med på trenden og har allerede udviklet opskrifter på Dubai-chokoladebar, pistaciecreme og Dubai-cheesecake.

Proteinbølgen fortsætter

Proteintrenden viser ingen tegn på at aftage. Især hytteost dominerer madinspiration på de sociale medier, og i år ser vi flere og flere nye opskriftsvarianter: bowls, boller, hytte-mayo og cookie dough. Altså cookie dough lavet på hytteost, vanilje, honning og mandelmel. Alt med hytteost hitter – har du endnu ikke prøvet vores populære hytteostpizza? Så kan du finde opskriften lige her. Desuden bliver græsk yoghurt mere og mere populært, og måske kvark bliver det næste store comeback?

Små snacks og sjove smagskombinationer

En af årets mest legende trends er flights – små smagssæt, hvor man udforsker én råvare i flere varianter. Egg flights og tomato flights er blevet virale hits, hvor hårdkogte æg eller tomatskiver toppes med alt fra kimchi og chiliolie til bacon, avocado og peanutbutter & jelly.

Generelt er vi blevet mere eksperimenterende i køkkenet, og trenden med chaos cuisine, hvor vi har mere fokus på ingredienser fremfor madkultur, fylder stadig: yoghurt med kaffe, vandmelonssandwiches og hot honey på stort set alt. Det handler altså mindre om tradition og mere om smag, kreativitet og mod på det uventede.

Hvad er chaos cuisine?

Chaos cuisine bruges til at beskrive en kombination af ingredienser, der typisk ikke hører sammen i en sammenhængende ret, men som kan give overraskende positive resultater.

Små dumplings, stor hype

Gyoza har fået et ægte gennembrud i 2025. Sidste år var vi i tvivl om, hvor stort kendskabet egentlig var, men nu er gyoza eksploderet på sociale medier – især i gyoza i fad. Supermarkederne er allerede fulgt med, og færdiglavede gyoza findes nu i frysediskene overalt. Men de smager stadig allerbedst, når man laver dem selv – og vores egen gyoza i fad-opskrift er blandt årets mest populære.

Kebab-hack: saftig kebab uden grill

Kebabtrenden er også flyttet ind i de danske køkkener – og heldigvis kræver det ikke en professionel shawarma-grill at være med. På TikTok har et simpelt hack gjort hjemmelavet kebab viralt: Man fordeler fars mellem to stykker bagepapir, ruller det til en stram pølse og bager den. Resultatet? Nem, saftig kebab på 30 minutter.

Vi hoppede selvfølgelig også med på trenden, og du kan finde vores nemme opskrift på hjemmelavet kebab lige her.

Input fra vores madeksperter peger på flere tendenser, som vi forventer vil præge 2026:

  • Mad i naturen og oplevelsesmad
  • Fortsættelse af proteintrenden med græsk yoghurt og hytteost
  • Fusion og globale smagskombinationer – indisk, koreansk, mexicansk og tyrkisk madinspiration vil fortsætte
  • Meal prep og convenience – instant mad og planlagte måltider
  • Smagsinnovation – stærk + sød, ube-matcha latte, gochujang chili, za’atar og loaded retter