Fisk en papillotes - ovnbagt fisk i papirpakker

1 time
Fisk en papillotes - ovnbagt fisk i papirpakker

Fileter af rødtunge, friske spinatblade og velsmagende safransauce gør denne opskrift på ovnbagt fisk i pakker til noget lidt ud over det sædvanlige. Yderst lækker og perfekt til gæster, - ikke mindst fordi du kan gøre pakkerne færdige nogle timer før de skal i ovnen. Duften når pakkerner åbnes og synes af den flotte orange safransauce sammen spiller bare.

Ingredienser

Dampet spinat

600 g Friske spinatblade

Fisk i pakker

12 Rødtungefileter uden skind (ca. 800 g)
1½ tsk Groft salt
300 g Laksefilet uden skind
25 g Smør i små stykker
Friskkværnet peber

Safransauce

20 g Smør
3 Gulerødder i små tern (ca. 150 g)
¼ tsk Safran
1 dl Vand
1 tsk Fintrevet appelsinskal (usprøjtet)
½ dl Friskpresset appelsinsaft
1 tsk Groft salt
Friskkværnet peber
3 dl Creme fraiche 38%

Tilbehør

3 dl Vilde ris - koges
150 g Landbrød

Sådan gør du

Dampet spinat

  • Skær de groveste ribber af spinatbladene og skyl dem grundigt i flere hold koldt vand.
  • Kom spinatbladene i en gryde med det vand, der hænger ved.
  • Damp dem ved kraftig varme og under omrøring i ca. 2 minutter eller til de er faldet sammen. Pres spinaten fri for væde i en sigte.

Fisk i pakker

  • Drys rødtungefileterne med 1 tsk af saltet.
  • Skær laksen på tværs i 12 strimler.
  • Klip 6 stykker bagepapir (a ca. 35 x 42 cm).
  • Fordel spinat, resten af saltet, smør, rødtungefileter, laksestrimler og peber midt på de 6 stykker bagepapir.
  • Luk hver pakke ved at rulle de 2 lange papirsider sammen ned mod fisken.
  • Sno hver ende og bøj dem op og bag fiskepakkerne midt i ovnen i ca. 15 min. ved 225° - traditionel ovn. Sluk ovnen og lad fiskepakkerne stå ved eftervarmen i ca. 10 min.

Safransauce

  • Smelt smørret i en gryde ved kraftig varme, men uden at det bruner.
  • Svits gulerødderne i ca. 1 min.
  • Knus safrantrådene let og tilsæt dem sammen med vand, appelsinskal, appelsinsaft, salt og peber.
  • Kom cremefraiche i og kog saucen ved svag varme og under omrøring i ca. 2 min. Smag safransaucen til.

I stedet for rødtungefileter kan du vælge søtunge- eller skærisingfileter. I stedet for frisk spinat kan du bruge samme mængde optøet, frossen helbladet spinat. Fiskepakkerne kan tilberedes og stilles i køleskabet 2-3 timer før bagningen. Safransaucen kan gøres klar, så den blot skal varmes.

Næringsindhold

Energiindhold for hele retten:

17129 kJ / 4094 kcal

Næringsindhold pr. 100g

544 kJ / 130 kcal

Energifordeling

Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 1,1 g
Protein: 26,8 % 8,6 g
Kulhydrat: 26,7 % 8,5 g
Fedt: 46,5 % 6,8 g

Om Arla Inspirationskøkken

Vi er syv madentusiaster, der står bag Arlas opskrifter. Vi elsker at lave mad og udvikle opskrifter, der gør det nemt at lave god mad derhjemme. Opskrifterne tester vi sammen i køkkenet – så vi ved, at de virker og smager godt.

Du finder os her på siden, på Instagram, TikTok – og snart i vores nye kogebog.

https://www.arla.dk/opskrifter/fisk-en-papillotes---ovnbagt-fisk-i-papirpakker/