Katost

Katost
Katost kan både være en staude og en toårig urt. Udover almindelig katost vokser moskuskatost og rundbladet katost her i landet. Planten har fået sit navn, fordi frugten ligner en lille rund ost med et hul i midten.

Udseende

Katost kan blive 40-90 cm høj. Den vokser opret med en behåret stængel. Bladene sidder spredt på stænglen, og de er fligede i kanten og ru på overfladen. Bladformen er forskellig afhængig af arten.

Blomsterne er lyserøde eller rødviolette og har fem hjerteformede bægerblade.

Anvendelse

Både blade, blomster og de umodne frugter kan spises. Katost indeholder A-, B- og C-vitaminer. Desuden indeholder planten slimstoffer og tanniner.

Katost anvendes som grønsag i Asien, hvor den blandt andet bruges på samme måde som okra i fx supper og lignende.

Bladene kan bruges rå i salater, men de er især gode i supper og stuvninger, fordi de ved kogning afgiver slim, som er med til at jævne retten.

Blomsterne pynter på enhver dessert eller i en salat. Tørrede kronblade kan bruges som teblade. Teen får en flot lyserød farve.

De umodne frugtstande smager som friske hasselnødder. De kan blandes i salater.

Katost har været brugt som lægeurt, blandt andet mod forstoppelse, og slimstofferne skulle være gode mod hoste. Det siges også, at indtagelse af katost kan sætte gang i mælkeproduktionen hos ammende kvinder.

Rødderne har været brugt til at lave afkog af, som kunne bruges mod forskellige lidelser. Desuden blev tørrede rødder af katost brugt som de første tandbørster. Trådene i rødder og stængler er også tidligere blevet anvendt til at lave tøj og tovværk af.

Botanik

Katost gror på havnearealer, lossepladser, i vejkanter og omkring bebyggelser. Man kan købe frø af katost til at så i haven. Rodnettet er dybtgående, så hvis katost har bredt sig som ukrudt, er den ikke helt nem at fjerne igen.

Sæson

Katost blomstrer fra juli til september. Den toårige plante blomstrer dog først andet år. Efter afblomstring dannes den ostelignende frugt mellem de visne bægerblade.

Kilder

  • ”Vild mad” af Anemette Olesen, Aschehoug