De nederste grønne blade er en til to gange tredelte, mens de øverste blade er enkelt tredelte. Bladene er glatte og savtakkede i kanten, og de sidder på en grenet, furet og hul stængel. Blomsterne er små og hvide og sidder som mindre skærme i grupper, der danner store skærme.
Planten har en svag krydret lugt og smag, der minder lidt om persille.
Både blade og blomster er spiselige. Skvalderkål kom på spisekortet igen med Ny Nordisk Mad. Prøv fx disse ideer:
Fra marts til maj titter skvalderkålen frem, og det er de små nye bladskud, der er bedst at anvende i maden. Men den kan plukkes hele sommeren. Hvis man med plæneklipperen kører over et stykke jord med skvalderkål, vil der hurtigt igen komme nye friske skud.
Bladene kan bruges rå i salater og som fyld i en pizza. De kan også blandes i frikadellefars, kartoffelmos eller en grøntsagssuppe.
Bladene kan stuves i en hvid sovs på samme måde som stuvet spinat eller blandes sammen med grønkål i grønlangkålen. Eller hvad med at genoplive Nikålssuppen med ni forskellige slags grønt, som det var en tradition at servere Skærtorsdag i gamle dage.
I mange opskrifter kan du sagtens erstatte hakket persille med hakket skvalderkål, eller du kan lave en skvalderkålspesto.
Skvalderkålen er enhver haveejers mareridt. Den er mest kendt for at være noget sejlivet ukrudt, der vokser hvor som helst i haven. Den breder sig lynhurtigt og dækker jorden som et tæppe. Under jorden har planten stærkt forgrenede rødder, der vokser og infiltrerer andre planters rødder i fx staudebedet og i hækken, og forsøger man at luge dem væk, vil de små rodstumper, der bliver overset, hurtigt danne nye planter.
Skvalderkål kan fryses, men skal blancheres først.
Skvalderkål blomstrer særligt i juli måned. Men hvis det skal bruges i madlavning, så anbefales det at bruge plantens skud, som ses fra marts til maj måned.
Skvalderkålen indeholder både vitaminer og mineraler. Fødevarestyrelsen har ingen data på skvalderkål.