Marineret oksemørbrad og saltkartofler

4 timer 30 min
Arbejdstid: 1 time
Marineret oksemørbrad og saltkartofler

En flot gæsteret som vil gøre sig med sit lækre kød og sine smukt farvede grøntsager.

Ingredienser

Marineret oksemørbrad

1200 g Oksemørbrad
Friskkværnet peber
1 dl Cognac
3 Brede strimler appelsinskal (usprøjtet)
1 spsk Grønne madagaskarpeberkorn - uden lage
25 g Smør
1 tsk Groft salt
2 dl Vand

Saltkartofler

1½ kg Små, faste kartofler, fx nix pille
1½ liter Vand
300 g Groft salt (ca. 2¾ dl)

Grøntsager

25 g Smør
5 Rødløg i tynde både
300 g Slikærter
1 Kaki eller sharonfrugt i halve både
1 tsk Groft salt
Friskkværnet peber

Sauce

½ liter Madlavningsfløde
1 tsk Groft salt
Friskkværnet peber
1½ tsk Saucejævner
Kulør

Pynt

Appelsinskal (usprøjtet) i meget tynde strimler
Frisk timian

Sådan gør du

Marineret oksemørbrad

  • Fjern eventuelle hinder og sener fra mørbraden og drys den med peber.
  • Kom kødet i en plasticpose egnet til madvarer sammen med cognac, appelsinskal og madagaskarpeber. Luk posen tæt og lad kødet marinere i køleskabet i ca. 2 timer - vend et par gange.
  • Tag kødet op af marinaden (gem marinaden) og dup kødet tørt.
  • Lad smørret blive gyldent i en sauterpande. Drys kødet med salt og brun mørbraden på alle sider (ca. 3 min. i alt).
  • Kom vandet i en bradepande (ca. 22 x 30 cm) og læg den brunede mørbrad på ovnens rist - ovenover. Steg kødet midt i ovnen i ca. 65 min. ved 100° - traditionel ovn. Hvis bradepanden er ved at koge tør så tilsæt lidt mere vand.
  • Tag stegen ud efter ca. 1 time og mål med et stegetermometer kødets centrumstemperatur. Den skal være ca. 58°.
  • Steg evt. kødet færdigt de sidste 5 min.
  • Stil mørbraden tildækket og hold den varm - gem skyen og skru op for ovnen.

Saltkartofler

  • Skrub imens kartoflerne.
  • Bring vand og salt i kog i en gryde og rør til saltet er opløst. Tilsæt kartoflerne og kog dem ved svag varme og under låg i ca. 15 min.
  • Hæld vandet fra kartoflerne og damp dem tørre. Hæld kartoflerne ud på en plade med bagepapir og bag dem midt i ovnen i ca. 15 min. ved 250° - traditionel ovn.

Grøntsager

  • Smelt smørret i en sauterpande ved kraftig varme, men uden at det bruner.
  • Svits løgene i ca. 2 min.
  • Tilsæt ærter og svits i yderligere ca. 1 min.
  • Tilsæt sharonfrugt, salt og peber og varm grøntsagerne godt igennem. Smag til.

Sauce

  • Kom marinade og sky i en tykbundet gryde og bring det i kog. Kog blandingen ved kraftig varme og uden låg til der er ca. 1 dl tilbage.
  • Si skyen og kom den tilbage i gryden.
  • Tilsæt fløde, salt og peber og bring saucen i kog.
  • Tag gryden af varmen og pisk saucejævner i.
  • Kog saucen ved svag varme og under omrøring i ca. 2 min. Tilsæt kulør og smag til.

Næringsindhold

Energiindhold for hele retten:

17351 kJ / 4147 kcal

Næringsindhold pr. 100g

288 kJ / 69 kcal

Energifordeling

Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 0,9 g
Protein: 29,4 % 5 g
Kulhydrat: 36,3 % 6,2 g
Fedt: 34,3 % 2,7 g

Om Arla Inspirationskøkken

Vi er syv madentusiaster, der står bag Arlas opskrifter. Vi elsker at lave mad og udvikle opskrifter, der gør det nemt at lave god mad derhjemme. Opskrifterne tester vi sammen i køkkenet – så vi ved, at de virker og smager godt.

Du finder os her på siden, på Instagram, TikTok – og snart i vores nye kogebog.

https://www.arla.dk/opskrifter/marineret-oksemorbrad-og-saltkartofler/