Trekornsgrød med abrikoskompot

Trekornsgrød med abrikoskompot

1 time
En grøddag er absolut ingen straf, når grøden er så delikat som denne trekornsgrød.
https://www.arla.dk/opskrifter/trekornsgrod-med-abrikoskompot/

Sådan gør du

Abrikoskompot
  • Klip abrikoserne i strimler og kom dem i en gryde sammen med vand og sukker. Bring blandingen i kog og kog den ved svag varme og under låg i ca. 12 min. Hæld abrikosblandingen i en skål og mos den let. Skær skal og hinder af appelsinerne - følg frugtens form. Skær (over en skål) langs appelsinbådenes hinder så fileterne løsnes, uden at hinderne følger med - gem saften. Skær appelsinfileterne i mindre stykker. Vend appelsinstykker og -saft i abrikoserne. Tilsæt citronsaft og smag til.
Trekornsgrød
  • Bring vand, byggryn og hvedekerner i kog i en tykbundet gryde. Kog blandingen under omrøring i ca. 1 min. Tilsæt mælk og bring atter blandingen i kog. Lad grøden koge ved svag varme og under låg i ca. 20 min. - rør af og til. Tag låget af gryden og lad grøden koge ved svag varme i ca. 10 min. Tilsæt hirseflager og salt og kog i yderligere ca. 5 min., stadig under omrøring. Smag grøden til. Server trekornsgrøden sammen med lun eller kold abrikoskompot.

Du kan også servere grøden med koldt smør og kanelsukker (blandingsforhold: 1 tsk kanel blandet med 2 spsk sukker). Abrikoskompotten smager godt sammen med syrnede mælkeprodukter, fx tykmælk.

Energiindhold for hele retten:

6683 kJ / 1597 kcal

Næringsindhold pr. 100g

258 kJ / 62 kcal

Energifordeling
Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 1 g
Protein: 14,2 % 2,2 g
Kulhydrat: 80,6 % 12,2 g
Fedt: 5,2 % 0,4 g
Relateret video
Sådan skærer du appelsinfileter

Appelsinfileter er lækre både i det søde og det salte køkken. Karolines Køkkenskole viser, hvordan du nemt skærer appelsinfileter.

Ingredienser

Abrikoskompot
250 g Tørrede abrikoser
4 dl Vand
1½ spsk Sukker
2 Appelsiner (ca. 550 g)
3 spsk Friskpresset citronsaft
Trekornsgrød
2 dl Vand
50 g Byggryn (ca. ¾ dl)
50 g Knækkede hvedekerner (ca. ¾ dl)
1 liter Mælk, letmælk eller minimælk
4 spsk Hirseflager
1 tsk Groft salt