Moussaka

2 timer
Arbejdstid: 40 min
Fryseegnet
Moussaka

Med denne opskrift på moussaka er du sikret en velsmagende og lækker græsk inspireret hovedret. Mousaka var engang en eksotisk ret som Karolines Køkken® var med til at introducere i Danmark. I starten af 1980'erne var danskerne for alvor begyndt at tage på charterferie, hvor de stødte på nye spændende retter, som fx moussaka. Her kom Karolines Køkken ind i billedet med hjælp til lave moussaka og at bruge den dengang nye grøntsag aubergine - ren nostalgisk historie. Vi har opdateret vores gamle moussaka opskrift, så den er mere a la en klassisk græsk moussaka.....sådan udvikler tingene sig.

Ingredienser

Kødsauce

1 spsk Olivenolie
2 Hakkede løg (ca. 150 g)
2 Små hakkede fed hvidløg
1 tsk Stødt kanel
½ tsk Stødt allehånde
Friskkværnet peber
500 g Hakket lammekød eller oksekød
1 dåse Hakkede tomater (ca. 400 g)
5 spsk Koncentreret tomatpuré (ca. 75 g)
1½ tsk Groft salt

Auberginer

3 Auberginer i 1 cm skiver (ca. 750 g)
1½ tsk Groft salt

Kartofler

750 g Skrællede bagekartofler i ½ cm skiver
1 liter Vand
1 tsk Groft salt

Mornaysauce

30 g Smør
3 spsk Hvedemel
5 dl Mælk
¾ tsk Revet muskatnød
½ tsk Groft salt
Friskkværnet peber
125 g Revet cheddar- og maasdammerost
3 Æggeblommer
4 spsk Hakkede oreganoblade
25 g Revet cheddar- og maasdammerost

Tilbehør

blandet salat af fx 200 g Romainesalat
200 g Babysalatblade
200 g Grønne oliven

Sådan gør du

Kødsauce

  • Lad olien blive varm i sauterpanden.
  • Steg løg og hvidløg ved kraftig varme og under omrøring i ca. 2 min.
  • Tilsæt kanel, allehånde og peber og rist et kort øjeblik.
  • Kom kødet i og brun det i ca. 3 min., stadig ved kraftig varme - rør af og til.
  • Vend hakkede tomater, tomatpuré og salt i og kog saucen ved svag varme og under låg i ca. 15 min. eller mens du forbereder resten af moussakaen. Smag kødsaucen til.

Auberginer

  • Læg aubergineskiverne på 2 plader med bagepapir.
  • Drys med salt og bag auberginerne øverst og nederst i ovnen ca. 20 min. ved 200° - varmluft.
  • Skru derefter ovnen over på 200° - traditionel ovn, da moussakaen ikke bliver bagt ved varmluft.

Kartofler

  • Kom kartoflerne i kogende vand tilsalt salt.
  • Kog dem ved svag varme og under låg i ca. 5 min. Hæld vandet fra kartoflerne.

Mornaysauce

  • Smelt smørret i en gryde ved kraftig varme, men uden at det bruner.
  • Tilsæt mel og bag det godt sammen med smørret.
  • Pisk halvdelen af mælken i - pisk til saucen er glat.
  • Rør resten af mælken i lidt efter lidt.
  • Kom krydderier og ost i og lad saucen koge godt igennem.
  • Tag gryden af varmen, rør æggeblommer i mornaysaucen og smag til.

Sådan lægger du mousakaen sammen

  • Læg halvdelen af auberginerne i et ovnfast fad (ca. 6 x 20 x 28 cm) og drys med halvdelen af oreganoen.
  • Læg halvdelen af de forkogte kartoffelskiver oven på auberginerne.
  • Vend ca. ⅓ af mornaysaucen i kødsaucen og fordel den blandede sauce i fadet.
  • Fordel resten af auberginerne, oreganoblade og kartofler, og kom derefter resten af mornaysaucen på toppen.
  • Drys med revet ost og bag moussakaen midt i ovnen ca. 25 min. ved 200° - traditionel ovn.
  • Lad mousakaen hvile i ca. 10 min. og server den med blandet salat.

Moussakaen kan fryses - gerne i fadet. Lad den tø op i køleskabet fra dag til dag. Stil den i en kold ovn, dæk med bagepapir og skru op på 200° - traditionel ovn. Varm moussakaen i ca. 40 min. og den bliver som nylavet.

Næringsindhold

Energiindhold for hele retten:

15887 kJ / 3797 kcal

Næringsindhold pr. 100g

394 kJ / 94 kcal

Energifordeling

Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 1,5 g
Protein: 20,5 % 4,7 g
Kulhydrat: 25,2 % 5,8 g
Fedt: 54,3 % 5,8 g
Relateret video Sådan laver du en opbagt sovs

Har du brug for en hjælpende hånd til sovsen? Karolines Køkkenskole viser dig med få trin grundopskriften på en opbagt sovs.

Om Arla Inspirationskøkken

Vi er syv madentusiaster, der står bag Arlas opskrifter. Vi elsker at lave mad og udvikle opskrifter, der gør det nemt at lave god mad derhjemme. Opskrifterne tester vi sammen i køkkenet – så vi ved, at de virker og smager godt.

Du finder os her på siden, på Instagram, TikTok – og snart i vores nye kogebog.

https://www.arla.dk/opskrifter/mousaka/