Bukkehornsfrø

Bukkehorn er en lille etårig plante. Det er en kløver, som tilhører ærteblomstfamilien.

Udseende

Planten har lysegrønne, tredelte blade og hvide blomster. Frøene findes i de 10-15 centimeter store ærtebælge, der parvis sidder, let buede, som et par bukkehorn - deraf navnet.

Oprindelse

Bukkehorn dyrkes i landene omkring Middelhavet og i Mellemøsten. Desuden dyrkes de i det sydlige Asien og i Amerika. Bukkehorn menes at stamme fra Grækenland, og den kaldes også for græsk hø, fordi den oprindelig blev brugt i foder til heste og kvæg.

Det kan godt lade sig gøre at så bukkehorn i haven herhjemme. Frøene bruges også i frøblandinger til grøngødning, da de tilfører kvælstof til jorden.

Anvendelse

Både blade, frø og spirer anvendes meget i indisk, pakistansk og thailandsk mad, men er ikke særlig almindelig i europæisk mad.

Bladene anvendes både friske og tørrede. De bruges i fiskeretter og sammen med grønsager og kartofler.

Friske bukkehornsstængler med blade kan ikke købes i ethvert supermarked, men hos etniske grønthandlere kan man finde dem. Smagen i de friske plantedele er nærmest som krydret spinat.

Krydderiet kasuri methi er tørrede bukkehornsblade.

Frøene har en karryagtig duft og en let, bitter smag. De er hårde og skal kværnes før brug. Det er bedst at riste dem på en tør pande, før de knuses, for ellers har de næsten ingen smag.

Malede bukkehornsfrø er en af ingredienserne i karryblandinger og bruges også i industrielt fremstillet pickles.

Bukkehornsspirer kan anvendes som pynt på salater og i sandwich. Man kan selv dyrke dem i vindueskarmen, og de kan også købes i færdige spireblandinger.

Det var bukkehornsspirer, der i 2011 var årsag til et voldsomt sygdomsudbrud i Tyskland, hvor 4.000 mennesker blev smittede, og 50 døde af infektionen. Frøene, der var blevet brugt til spirerne, var inficeret med en meget aggressiv VTEC-colibakterie. Se mere på Seruminstituttets hjemmeside

Kilder

”Alverdens krydderier og krydderurter” af Claus Ib Olsen og Nanna Simonsen, Gyldendal, 2009

”Krydderurter” af Anemette Olesen, Politikens Forlag 2010.