Sennepsfrø er et af de få krydderier, som kun har lidt duft eller slet ingen. Heller ikke smagen kan fornemmes i hele frø og sennepspulver/-mel. Men når frøene knuses og moses våde sammen med vand, vin eller eddike, opstår og udvikler smagen sig.
Sennepspulver udrørt i koldt vand skal stå 10-15 minutter, så smagen kan komme frem. Der må ikke bruges kogende vand, fordi det vil ødelægge smagen og gøre senneppen bitter.