Salat med bagte vindruer

1 time
Arbejdstid: 40 min

Har du prøvet at bage vindruer? Det smager virkelig godt! De smager lidt henad rosiner, men er stadig saftige og friske og lækre i en salat. Både rødbeder og quinoa skal køle af inden det blandes med resten af ingredienserne, men behøver ikke være helt koldt, hvilket kan være godt at vide, hvis tiden er knap. Omvendt er det en salat, der kan laves i god tid, da den har godt af at stå og trække med dressingen.

Ingredienser

2 dl Quinoa
500 g Rødbeder i tern
250 g Stenfri vindruer
2 spsk Olivenolie
5 kviste Frisk timian
1 Fed hvidløg, knust
1 tsk Groft salt
½ dl Græskarkerner
150 g Grofthakket grønkål
1 dl Grofthakket persille

Dressing

4 spsk Olivenolie
2 spsk Yoghurt 10%
2 spsk Æbleeddike
1 tsk Flydende honning
1 tsk Dijonsennep
1 tsk Groft salt
Friskkværnet peber
50 g Salatost

Sådan gør du

  • Kog quinoaen efter anvisning på emballagen og lad den køle lidt af. Spred den evt. ud i et fad, så går det hurtigere.
  • Skær rødbeder i ca. 2x2 cm tern og læg dem i den ene side af en bageplade med papir. Læg vindruerne i den anden side. Fordel olivenolien over rødbeder og druer - og timian, hvidløg og salt kun på rødbederne. Bag det i ca. 40 min. ved 200° - varmluft. Drys græskarkerner henover efter ca. ½ time og lad dem bage med resten af tiden. Lad det hele køle lidt af, før det blandes med resten af ingredienserne.
  • Kom olie, yoghurt, eddike, honning, sennep, salt og peber i bunden af en serveringsskål og pisk det sammen. Kom quinoa, grønkål og persille, rødbeder og druer i skålen og vend rundt. Smuldr salatosten og drys den henover salaten.

Har du rester af bagte rodfrugter fra dagen før, kan du bruge dem - det behøver ikke være rødbeder. Quinoaen kan erstattes af kogte kerner - og husk at hakke grøntkålen fint, så er den nemmere og mere behagelig at spise.

Næringsindhold

Energiindhold for hele retten:

7055 kJ / 1686 kcal

Næringsindhold pr. 100g

518 kJ / 124 kcal

Energifordeling

Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 2,8 g
Protein: 9,2 % 2,8 g
Kulhydrat: 32,3 % 9,9 g
Fedt: 58,5 % 8,2 g
https://www.arla.dk/opskrifter/salat-med-bagte-vindruer/