Saltindbagt oksemørbrad med kartofler i ovn

1 time 15 min
Arbejdstid: 45 min
Saltindbagt oksemørbrad med kartofler i ovn

Saltindbagt oksemørbrad med kartofler i ovn er en velsmagende opskrift som egner sig fantastisk til fest. Glæd dig til at nyde denne lækre ret.

Ingredienser

Saltdej

300 g Fint salt
300 g Hvedemel (ca. 5 dl)
2 dl Vand
2 spsk Rapsolie

Oksemørbrad i dej

25 g Smør
750 g Afpudset oksemørbrad
1 tsk Tørret rosmarin
1 dl Hakket persille
Friskkværnet peber

Kartofler i ovn

750 g Kartofler
½ Grofthakket porre (ca. 50 g)
1 tsk Groft salt
Friskkværnet peber
75 g Smør
300 g Grøn salat

Sådan gør du

Saltdej

  • Bland salt og hvedemel.
  • Tilsæt vand og olie og ælt dejen godt sammen.
  • Rul den ud til en plade (ca. 30 x 40 cm).

Oksemørbrad i dej

  • Lad smørret blive gyldent i en pande og brun oksemørbraden ca. 3 min. i alt.
  • Tag oksemørbraden op og læg den midt på dejpladen.
  • Rist rosmarin og persille få minutter i smørret. Fordel de ristede krydderurter på mørbraden og drys med peber.
  • Luk enderne af dejen ind over mørbraden. Læg den ene langside op og pensl kanten med lidt vand. Læg derefter den anden side op.
  • Læg mørbraden med sammenføjningen nedad på et stykke bagepapir i en bradepande og bag den midt i ovnen ca. 25 min. ved 225° - traditionel ovn.

Kartofler i ovn

  • Skræl kartoflerne og riv dem groft. Læg dem i koldt vand i ca. 15 min.
  • Tryk væden af i et klæde eller køkkenrulle.
  • Fordel halvdelen af kartoflerne i 4-6 smurte, flade ovnfaste portionsforme.
  • Drys med porrer, salt og peber. Afslut med resten af kartoflerne og fordel smørklatter hist og her.
  • Tag oksemørbraden ud af ovnen og hold mørbraden varm i dejen.
  • Bag kartoflerne midt i ovnen ca. 25 min. ved 225° - traditionel ovn.
  • Oksemørbraden har godt af at hvile, mens kartoflerne bager.
  • Skær ved serveringen mørbraden fri af saltdejen - dejen kan ikke spises.
  • Skær kødet i skiver og server det sammen med kartofler og grøn salat.

Næringsindhold

Energiindhold for hele retten:

10082 kJ / 2410 kcal

Næringsindhold pr. 100g

431 kJ / 103 kcal

Energifordeling

Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 1 g
Protein: 28,3 % 7,2 g
Kulhydrat: 23,6 % 6 g
Fedt: 48,1 % 5,6 g

Om Arla Inspirationskøkken

Vi er syv madentusiaster, der står bag Arlas opskrifter. Vi elsker at lave mad og udvikle opskrifter, der gør det nemt at lave god mad derhjemme. Opskrifterne tester vi sammen i køkkenet – så vi ved, at de virker og smager godt.

Du finder os her på siden, på Instagram, TikTok – og snart i vores nye kogebog.

https://www.arla.dk/opskrifter/saltindbagt-oksemorbrad-med-kartofler-i-ovn/