Hvem tåler laktose dårligt?

Danmark beskrives som det land med den laveste forekomst af laktoseintolerance. I Danmark kan de fleste fra naturens hånd, via vores gener, tåle at indtage mælk og mælkeprodukter hele livet. Dog ses laktoseintolerance hos 3 - 6 % af den danske befolkning – især hos danskere med anden etnisk baggrund. Laktoseintolerance er individuelt – det er ikke alle, der er lige følsomme. Mange tåler 1½ - 2½ dl mælk (7 - 12 g laktose) ad gangen uden at føle ubehag. Det drejer sig ofte om, at den enkelte må finde sin egen grænse ved langsomt at øge indtaget af mælk og mælkeprodukter og finde frem til, hvor meget man tåler.