Hvis du er laktoseintolerant, har du nedsat evne til at nedbryde laktose, som også kaldes mælkesukker. Laktoseintolerance er ikke det samme som mælkeallergi.
Mellem 3 til 4 procent af den danske befolkning er laktoseintolerante. Folk, der er intolerante over for laktose, er ikke allergiske over for mælk, blot mindre tolerante. Det skyldes, at man producerer mindre af enzymet laktase.
Laktose (mælkesukker) er et kulhydrat, der findes naturligt i mælk. For at laktosen kan optages i tyndtarmen, skal det spaltes i to dele. I tyndtarmens slimhinde findes et enzym (laktase), der er ansvarlig for denne spaltning. Hvis mælkesukkeret ikke spaltes og dermed ikke optages, binder det vand, hvilket kan give diarré. Uspaltet laktose fortsætter videre ned til tyktarmen, hvor det nedbrydes af tarmbakterierne. Denne nedbrydning fører til udvikling af luft, som kan give maverumlen og luft i maven.
Det er helt individuelt, hvor meget laktose man kan tåle, og hvordan man reagerer, hvis man er laktoseintolerant. Hvis man som laktoseintolerant spiser for meget laktose på én gang, kan maven blive oppustet og rumle, og man kan få diarre, men det er en rigtig god idé at tale med lægen om det uanset årsagen. Det kan være, du kun kan tåle ét glas mælk eller en portion yoghurt om dagen, det gælder om at finde det rette niveau.
Er man laktoseintolerant kan man typisk godt spise gul ost på grund af det naturligt lave laktoseindhold (mindre end 0,05 gram laktose per 100 gram ost). Derudover er der selvfølgelig også de laktosefri produkter, som er særligt udviklede til folk med laktoseintolerance eller folk, der af andre årsager ikke ønsker laktose.
Hvis du er laktoseintolerant, kan du højst sandsynligt også godt spise yoghurt. Det skyldes, at mælkesyrebakterierne letter fordøjelsen af laktose i yoghurten hos laktoseintolerante.
Laktoseintolerance er ikke det samme som mælkeallergi, og det er i langt de fleste tilfælde ikke nødvendigt at fjerne mælken fra sin kost.
Har du en formodning om, at du er laktoseintolerant, er det vigtigt, at du taler med din læge. I tilfælde af at du ikke kan tåle laktose i store mængder, kan lægen fortælle dig, hvor meget mælk, du kan drikke, og hvilke mejeriprodukter, du kan spise, uden at få symptomer.
Mælk indeholder mange vitaminer og mineraler, nemlig calcium, protein, vitamin b2, vitamin b12, kalium, fosfor og jod. Hvis du vælger at udelukke drikkemælk fra din kost, og du er vant til at få disse vitaminer og mineraler fra mælk, er det vigtigt, at du er opmærksom på at få disse erstattet fra andre fødevarer, fx ost og yoghurt og/eller en kombination af for eksempel grønne grøntsager, mandler, æg, indmad, sojabønner og fisk.
Du kan også vælge et af de mange laktosefri mælkeprodukter på markedet. Laktosefri mejeriprodukter indeholder den samme mængde vitaminer og mineraler, som almindelig mælk.
Følg os på: