Er danbo-ost laktosefri?

Er danbo-ost laktosefri?

Danbo-ost er danskernes yndlingsost, og hele otte ud af ti danske hjem køber en Danbo i løbet af ét år. Og så er Danbo-osten faktisk også laktosefri som de fleste skæreoste.

Danskerne er vilde med Danbo-osten, som er den mest spiste skæreost i Danmark. Men de færreste ved, at Danbo-osten er laktosefri som de fleste skæreoste. Indholdet af laktose i en Danbo-ost er nemlig under 0,01 gram pr. 100 gram ost, hvilket gør den naturligt laktosefri. Men hvordan kan Danbo-ost være laktosefri, når hovedingrediensen er mælk?

Sådan bliver Danbo-ost laktosefri:

  1. Danbo-ost er som de fleste skæreoste laktosefri – og det gælder både de milde og lagrede varianter. Når Danbo-osten produceres, tilsættes osteløbe, og mælken deles derefter op i to dele: valle og ostekorn.
  2. Ostekornene presses sammen til ost. Vallen er et restprodukt, og her havner hovedparten af laktosen.
  3. I løbet af et par uger bliver den sidste laktose brudt ned, så der er mindre end 0,01 gram laktose pr. 100 gram tilbage. Mælkesyrebakterier står bag nedbrydningen af det sidste laktose, og dermed kan alle typer af Danbo-oste klassificeres som laktosefri.

Det er ikke lovligt at mærke Danbo-ost som laktosefri i Danmark, da skæreosten er naturligt laktosefri. Fødevarestyrelsen anerkender at ikke alle forbrugere ved at gule skæreoste er laktosefri og har givet mejerierne lov til at tilføje sætningen ”Laktosefri som de fleste skæreost. Laktoseindhold 0g/100g” på emballagen, som garanti for, at osten er naturligt laktosefri.

Hvis du gerne vil undgå laktose, kan du godt spise de fleste skæreoste, fordi indholdet af laktose er minimalt.

Oplever du ubehag når du spiser laktoseholdige fødevarer – eller andre fødevarer – bør du kontakte din læge, da det er eneste måde at afgøre, om du lider af en intolerance eller en fødevareallergi.

Følg os på:

Instagram

Facebook