
At drive en gård sammen kræver en enorm indsats og dedikation, men for Solveig Bjerre Clausen og Peter Clausen er det en livsstil, de ikke ville bytte for noget andet. De driver sammen som ægtepar og kollegaer Vindinggaard i Vejen. Et fællesskab, der kræver meget af forholdet – men som giver endnu mere.
Det var landbrugsinteressen, der førte Peter og Solveig sammen. De mødte hinanden for første gang til en fest hos en fælles bekendt, da de begge studerede. Hun til Agronom på Landbohøjskolen og han til landmand på Landbrugsskolen.
"Vi blev hurtigt venner og opdagede, at vi havde mange fælles interesser," fortæller Solveig og fortsætter, "det var starten på et fantastisk partnerskab, både professionelt og personligt."
Venskabet udviklede sig til et forhold, og da Peter blev tilbudt at indgå i et I/S med de tidligere ejere af Vindinggaard i 1999, mens Solveig stadig læste i Kbh, var der ingen tvivl om, at hun måtte flytte til Vejen, hvorfra hun skrev sit speciale. Og siden da er fulgtes ad på Vindinggard.
"Det var en stor beslutning, men vi vidste, at vi kunne klare det sammen," siger Peter.
Gården har udviklet sig meget siden da, og de har udliciteret jorden for at fokusere på dyrene og mælkeproduktionen.
"Det har været en en strategisk beslutning, og også en stor fordel, da det giver os mulighed for at specialisere os, i det vi er bedst til," forklarer Solveig.
Et stærkt team
Solveig håndterer regnskaberne, tekniske opgaver og skolebesøg, mens Peter tager sig af det daglige arbejde i stalden sammen med deres 12 medarbejdere
"Vi komplementerer hinanden godt, fordi Peter er dygtig til det praktiske arbejde med køerne og medarbejderne, mens jeg har en større force inden for regnskaber og tekniske opgaver," forklarer Solveig.
De har delt ansvarsområderne op, så de ikke går for meget ind over hinanden, hvilket gør, at de også kan arbejde selvstændigt inden for deres respektive områder.
Paret oplever, at det er en fordel at have separate ansvarsområder, men samtidig kunne sparre med hinanden og tage fælles beslutninger. "Det er vigtigt at have en sparringspartner, og de rådgivere, vi har, kan også kontakte mig direkte, hvilket giver en styrke i samarbejdet," siger Solveig.
arbejdet er altid med
Solveig og Peter har tre børn: Valdemar på 15 år, Anton på 18 år, og Marie på 21 år. Parret prioriterer deres familieliv højt, selvom deres arbejde og privatliv ofte flyder sammen. Det ene udelukker ikke det andet, for arbejdet er faktisk en del af familielivet.
"Det er jo en livsstil, og for os, som det er for mange andre landmænd," siger Solveig, og forklarer, at de jo f.eks. godt kan sidde på en ferie, og så er det pludselig dér, det giver mening at tale om strategi for forretningen.
"Vi har det jo ikke sådan, at vi siger; nu går vi på arbejde og sætter et ur, og så holder vi når nu klokken bliver fire. Det er yderst yderst sjældent, at vi ligesom sådan parkerer det helt. Snak om arbejdet er en naturlig del af vores fritid," siger Solveig.
Pauserne sammen og store sko er vigtige
At leve og arbejde sammen på gården har både sine udfordringer og fordele.
"Det kan være svært at adskille arbejde og privatliv," indrømmer Peter. "Men det betyder også, at vi altid er der for hinanden, både i gode og dårlige tider." Solveig tilføjer:
"Vi har lært at kommunikere åbent og ærligt, hvilket har styrket vores forhold."
En af de største udfordringer har været at finde tid til hinanden uden for arbejdet. "Det er vigtigt at tage pauser og nyde hinandens selskab," siger Solveig. "Vi prøver at planlægge små udflugter eller bare tage en aften fri til at slappe af sammen."
På trods af udfordringerne er Peter og Solveig enige om, at livet på gården har haft en positiv indflydelse på deres forhold. Peter tilføjer, at det er vigtigt at respektere og acceptere, at man ikke altid får ret, og at det handler om at gå i store sko i et samarbejd.
"Vi har opbygget noget sammen, som vi er stolte af," siger Peter. "Det har styrket vores bånd og gjort os til et stærkere team," afslutter han med et smil til hans kollega og kone.