Spirerguide

En håndfuld friske spirer sætter prikken over i’et på en skål salat eller som fyld i en forårsrulle eller sandwich. Desværre er udvalget af friske spirer i supermarkedernes grøntafdelinger ofte begrænset til mungbønnespirer, lucernespirer og adzukibønnespirer. Kunne du tænke dig nye smagsoplevelser, så prøv at dyrke dine egne spirer.

Guider

Ernæringsmæssig er spirer et sundt kosttilskud. De indeholder fibre, mineraler, vitaminer, antioxidanter og aminosyrer. Når du selv dyrker dine spirer og spiser dem friske, sikrer du, at næringsindholdet er i top.

Der findes over 40 forskellige sorter af frø, bælgfrugter, kerner og korn, som kan dyrkes til lækre spirer, så der er masser af muligheder for at eksperimentere.

Det er sjovt at dyrke spirer, og når du først får øvelsen, er det også nemt. Faktisk er det stort set lige så nemt at dyrke spirer som karsefrø på vat.

Spirer er planter på begynderstadiet af deres vækst. Derfor er de naturligt nok noget skrøbelige. Spirer af bælgfrugter er mere hårdføre end dem af frø. Så du har god mulighed for at lykkes med dem, selv som nybegynder.

Selve dyrkningen foregår uden jord i beholdere af plast eller terrakotta, i spireposer af hør- eller hampstof eller i automatiske spirebeholdere.

Spirerne skal skylles et par gange om dagen og have god adgang til frisk luft under væksten. Efter 4-10 dages dyrkning - afhængig af sorten - er spirerne allerede spiseklare.

De færdigdyrkede spirer kan opbevares på køl i op til en uge i beholdere, hvor spirerne stadig kan ånde.

Anvendelse i maden

Pirogger med spirerNår dine spirer har vokset nogen tid og er klar til middagsbordet, kan du i princippet spise hele spiren - fra rod til topskud. Men hvis spirerne har vokset så længe, at rødderne er blevet lange eller sammenfiltrede, kan du eventuelt skære dem af. Desuden kan det også være en fordel at fjerne de tomme frøkapper. Skallerne omkring solsikke, boghvede og græskar skal altid fjernes.

De fleste spirer smager bedst, når de lige har sat blade. På det stadie er næringsindholdet også størst. Undtagelsen er kornspirer, som bør spises på 4.-dagen, hvor spiren er omkring en centimeter. Kornspirer med blade kan juices.

Det er bedst at anvende spirerne rå og hele i maden. En anden mulighed er at snitte dem til salaten, men gør det først lige inden servering, da iltningen begynder, straks efter spirerne er snittede.

Spirerne kan også koges med i retten, men lang kogetid går ud over vitaminindholdet, så tilsæt dem lige inden servering.

En fjerde mulighed er at juice spirerne - i en begrænset mængde - sammen med grøntsager og frugter. Det frarådes nemlig at spise over et halv kilo spirer af bønner og ærter på grund af disse sorters indhold af lektiner.

Den femte måde at servere spirerne på er at blende dem og anvende blandingen til sund dip eller smoothies.

Fem grupper af spirer

Man kan inddele de egnede spiresorter i følgende fem grupper: Bælgfrugter, korn, kerner med skaller, frø og geldannende frø. Rækkefølgen er efter, hvor nemme de er at dyrke, hvor bælgfrugter er nemmest, og geldannende frø er sværest.

Andre noter

Sunde spirer året rundt

Anvend altid økologiske eller biodynamiske frø, bønner, linser, ærter, kerner og korn til din spiredyrkning. Spireemnerne må ikke være blevet varmebehandlede, sprøjtede eller på anden måde behandlet, for så spirer de sjældent eller dårligt. Vælg eventuelt produkter, der bliver solgt specielt til spiring, selvom det ikke er essentielt.

Du kan finde produkter, der lever op til kravene, både i helsekostbutikker og i supermarkeder.

På www.FriskeSpirer.dk kan du finde en opdateret oversigt over sorter, der kan bruges til spirer.

Spirebeholdere

Når du dyrker spirer, skal du altid sikre dig rene og sunde omgivelser i beholderne, som du bruger til dyrkningen. Det lune, fugtige miljø i spirebeholderen indbyder nemlig til bakterie- og svampevækst. På www.FriskeSpirer.dk kan du læse mere om renholdelse af spirebeholderne.

Den mest simple spirebeholder er en glas- eller porcelænsskål eller et stort syltetøjsglas. Beholderen skal kunne rumme mindst en halv liter. Desuden skal du bruge rene viskestykker eller andet stof, som kan lægges stramt hen over åbningen.

Spireposer af groftvævet, økologisk stof er en endnu nemmere metode til at dyrke de fleste spirer. Materialet til posen bør være hamp eller hør, da bomuld er tilbøjelig til at mugne, når det er fugtigt i længere tid. Syntetiske fibre dur ikke, fordi de ikke kan holde på fugten. Du kan finde speciallavede spireposer i helsekostbutikker.

Du kan desuden købe manuelle spirebeholdere i forskellige størrelser og udformninger. Materialet er enten plast eller terrakotta (brændt ler). Ofte kan disse bakker sættes oven på hinanden, så du kan dyrke spirerne i flere lag.

Du kan også få spirebeholdere, som er eldrevne og udstyret med en motor. De er automatiske og sørger for, at spirerne bliver vandet efter behov.

Du kan finde en oversigt over egnede beholdere og læse anmeldelser af beholderne på www.FriskeSpirer.dk

Kilder

"Friske Spirer - en guide til spiring" af Miriam Sasha Sommer fra forlaget Friske Spirer og www.FriskeSpirer.dk v/ Miriam Sasha Sommer