Ærteskud er små ærteplanter, der har fine spæde blade på sprøde stængler og små slyngtråde. Farven er lysegrøn og et smukt syn.
Ærteskud har en intens ærtesmag. De er søde og sprøde.
Ærteskud dyrkes i danske gartnerier - såkaldte vertikale landbrug. Her dyrkes de små ærteplanter på hampmåtter i reolsystemer i store haller, hvor lys og temperatur styres, så klimaet er optimalt for planterne. Vil man dyrke sine egne ærteskud hjemme i køkkenet, skal man altid købe EU-godkendte spirefrø, da spirer fremstillet af forurenede frø har været årsag til madforgiftning. Følg derfor Fødevarestyrelsens anvisninger
Ærteskud skal klippes af ved roden og skylles. Ært og rødder spises ikke. Skuddene spises normalt rå. De kan anvendes i salater, fx kartoffelsalat og som pynt på sandwich eller forretter fx rimmet laks. Ærteskud er også lækkert tilbehør til ost. Ærteskud kan bruges i varme retter, som supper og wokretter, dog mister de noget af sprødheden ved varmebehandling. Ærteskud kan kommes i en pesto eller i en juice eller smoothie. Ærteskud kan opbevares i køleskab i nogle dage, men skal helst bruges så friske som muligt.
Juni – september for udendørs dyrkning, men de kan dyrkes året rundt indendørs.
Læs om næringsindhold hos Fødevareinstituttet. Da der ikke findes data for ærteskud, har vi valgt sukkerærter.