How to guide

Påskeæg: Pust og farv med hele familien

Påskeæg: Pust og farv med hele familien

Påsken er ikke den samme uden æg, farver og kreativitet. Ikke nok med at de farvede æg skaber glæde og god stemning, så er det også superhyggeligt at puste æg sammen med familien og få æggene malet i alverdens farver og mønstre. Vi giver her inspiration til, hvordan du kan male på æg med ting, du kan finde i dit køkken. Så gå på optagelse i køleskab, fryser, skuffer og skabe og slip kreativiteten løs.

Indhold

Arla_Madlojer_BrittaogFrida.jpg

Brug hvide æg

De fleste æg, man køber i butikkerne, er hvide, men der findes faktisk mange flotte farver på helt almindelige hønseæg. Men de hvide æg er en fordel, når der skal males på dem, da den eller de farver du putter på vil træde meget flottere frem.

Arla_Madlojer_Brug_Hvid_Æg.jpg

Hvordan puster man æg?

Placer ægget i æggebakken. Æggebakken hjælper med at beskytte og stabilisere ægget. Brug en kødnål til at prikke hul i ægget i den ene ende. Tryk forsigtigt nålen igennem. Det kræver lidt kræfter, men undgå at hakke. Tryk nålen hele vejen gennem ægget så den kommer ud af den anden ende – løft evt. ægget lidt op, så du kan se nålen. Tag derefter en tynd træpind, fx et grillspyd, og tryk hele vejen gennem ægget, så hullet bliver lidt større. Så er det meget nemmere at puste ægget ud. Pust nu indholdet af ægget ned i en skål – du skal puste godt til. Og husk at du ikke behøver smide æggemassen ud, da du kan bruge den til alverdens skønne retter.

Arla_Madlojer_Hvordan_Puster_Man_Æg.jpg

Kan jeg få salmonella af at puste æg?

Fødevarestyrelsen har en god anbefaling og forklaring: ”Forekomsten af salmonella i æg, man køber i danske butikker, er nu så lav, at der ikke bør være nogen risiko for at blive syg af salmonella, når man puster æg. Hvis du vil være helt sikker, kan du spritte ægget af.” Du kan læse mere her på deres hjemmeside.

Du kan også puste æggets indmad ud ved hjælp af et sugerør, så undgår du at sætte munden ned til ægget.

Rens ægget indeni før du maler

Når indmaden er pustet ud af ægget, er det vigtigt, at du skyller ægget rigtig godt indeni. Fyld ægget med lunt vand. Ryst og pust ud. Gør det et par gange. På den måde slipper du for, at huset kommer til at lugte. Lad herefter æggene tørre, så de er klar til maling. Det går heldigvis ganske hurtigt.

Hvad kan jeg male æg med?

Du kan male æg med tusser og farver, men du kan også gå på jagt i køkkenet. Du vil blive overrasket over hvor mange sjove ting, man kan bruge til at farve æg med. Prøv fx te, kakaopulver, kaffe, rødbede, gurkemeje både frisk og tørret, spinat, rødkål, løgskaller, spinat, bageglimmer (det man normalt bruger som kagepynt) og naturligvis frugtfarve. TIP: Nogle af vores madvarer farver mere end de vildeste tusser, så husk at lægge en gammel avis eller voksdug under, før du går i gang.

Arla_Madlojer_Farv_Æg.jpg

Æggeholder til de malede æg

Brug en tom mælkekarton eller en tom papæggebakke. Stik træspyd ned i den, så kan æggene hænge og blive helt tørre.

Arla_Madlojer_Mælkekarton_Æggeholder.jpg

Se her hvordan alle de flotte æg er blevet farvet.

Arla_Madlojer_Farvede_Æg2.jpg

Sådan farver du æg med te

Du kan farve æg med alle typer af te. De fleste te farver ægget brunligt. Hvis du køber en te, som har hibiskus i (det hedder ofte ”sommerdrøm” eller ”sommernat” i større supermarkeder, hvor de har ”fyld en pose te”), kan du få nogle meget smukke røde eller blå æg. Du kan også bruge Matcha te – det giver en flot, lys algegrøn farve.

Du kan farve med te på tre måder:

  1. Lav en meget stærk teblanding og brug en pensel til at male tefarve på ægget
  2. Lav en stærk kande te og læg ægget til at trække i det – jo længere tid ægget trækker, jo mere intens bliver farven.
  3. Læg te i bunden af en skål og tilsæt 1-2 spsk. kogende vand. Læg ægget i og drej det rundt. Læg teen over ægget, så det får flotte mønstre. Vend det nogle gange undervejs.

Arla_Madlojer_Farv_Æg_Med_Te.jpg

Sådan farver du æg med kaffe

Kaffe laver de flotteste karamelbrune æg. Du kan farve dem på samme måde som med teen, alt efter hvilket udtryk, du ønsker: Penslet, ensfarvet eller med mønster. Hvis du bruger instant kaffe, kan du lade være med at opløse al kaffen, så får du et mere rustikt mønster.

Arla_Madlojer_Farv_Æg_Med_Kaffe.jpg

De spiselige tusser

Rødbede og frisk gurkemeje kan bruges til at lave skønne farvede pletter på ægget. Riv rødbeden eller gurkemejeroden en anelse i enden, så trækker farven lettere frem.

Arla_Madlojer_rodbede_gurkemeje.jpg

Farv med spinatjuice, hindbærsaft og rødbedesaft

Spinat blendet med vand giver spinatjuice, som giver en flot lysegrøn farve til dit æg. Æggene skal trække mellem 15-30 min. for at få farve. Rødbedejuice og hindbærsaft (optø lidt hindbær i en skål og brug den farve, der trænger ud) farver meget hurtigt, og giver alt fra helt lyserød til helt dyb mørkeviolet alt efter, hvor lang tid ægget trækker. Du kan farve med en pensel eller ved at dreje ægget rundt i juicen. Du kan også rive en røbede og vende ægget i det, så får ægget et mere rustikt udseende.

Arla_Madlojer_Farv_Æg_Med_Juice_og_saft.jpg

Farv med løgskaller

Løgskaller giver en virkelig smuk farve til dine æg. Du kan bruge skallen fra både hvide løg med brun skal og røde løg. Pil et par løg og kom skallerne i en skål. Hæld kogende vand over skallerne og læg ægget ned i. Sørg for at lægge løgskallerne over ægget, så ægget bliver dækket. Ægget skal ligge mellem 15-45 min. Jo længere tid, jo kraftigere farve opnår du.

Arla_Madlojer_Farv_Æg_Med_Løg.jpg

Brug frugtfarve

Frugtfarve er nem og ligetil at bruge. Med frugtfarve kan du farve alle slags farver, og du kan lave pletter, ensfarvet eller rustikke mønstrer. Pas på at farven ikke kommer på bordet eller på dine hænder, da det er svært at vaske af.

Arla_Madlojer_Farv_Æg_Med_Frugtfarve.jpg

Farv med servietter

Mon ikke, I har en flot serviet liggende i skabet? Prøv at vikle den rundt om ægget. Start med at rive servietten fra hinanden, så det kun er et helt tyndt, farvet lag, du har. Klip servietten til et rektangel på ca. 5 x 15 cm. Pensl ægget med æggehvide og pres servietten rundt om ægget. Klip evt. overskydende serviet af. Det kræver lidt øvelse, men det er det værd og giver et lidt anderledes udtryk.

Arla_Madlojer_Farv_Æg_Med_Servietter.jpg

Du kan også bruge vagtelæg

Vagtelæg er bare superfine i sig selv. De er søde at hænge på grene og du puster dem på samme måde som du puster de alm. æg.

Sådan hænger du æg på en snor

Hvis du vil hænge æggene på snor, skal du bruge en tændstik og noget sytråd plus evt. lidt lim. Del tændstikken i to. Lav en lykke med et stykke sytråd og bind den åbne ende rundt om tændstikken. Kom et en klat lim på tændstikken, hvis du har svært ved at holde sytråden på plads. Kom tændstikken ned i ægget. Når den er inde, vender den sig selv, og du kan nu hænge ægget på grenen – det ser så smukt ud.

Arla_Madlojer_Æg_På_Snor.jpg

Rigtig god påske og god fornøjelse med æggene.

Mangler du mere inspiration? Følg @arladk på Instagram og få masser af inspiration til at få børn med i køkkenet, børnevenlige retter og tips til familiehygge i køkkenet.

Læs mere om Arla® Madløjer.