Agerhønen er en lille, buttet fugl, der vejer 200-300 g, når den er plukket og istandgjort.
Kødet på en agerhøne har en mild vildtsmag, der minder om fasan.
Agerhønen stammer oprindelig fra Østeuropa. Den har siden spredt sig til det meste af Vest- og Sydeuropa. I Danmark lever den på åbne marker ved hegn og markskel, hvor der er græsbevoksning. Her laver den sin rede som en lille fordybning i jorden. Bestanden af vilde agerhøns er i stærk tilbagegang. Hvert år bliver der opdrættet agerhøns, som udsættes i naturen forud for jagtsæsonen.
Agerhøns egner sig bedst til grydestegning. Beregn en agerhøne pr. person, og server fuglen i hel tilstand. Først brunes fuglene på alle sider, og så kan de eventuelt flamberes med snaps eller anden spiritus. Dernæst dækkes de af en fond, og skal stege i cirka en halv time. Mærk efter om lårene løsner sig, når man rykker i dem, for så er fuglen gennemstegt. Som andet efterårsvildt kan agerhøns serveres med druer og tyttebær, som i denne opskrift.
Jagtsæson fra 16. september til 15. oktober.
Læs om næringsindhold hos Fødevareinstituttet. Der findes ikke data for agerhøne, så vi har valgt fasan.