Peberfrugt

Peberfrugt

Peberfrugt anvendes som en grøntsag, trods navnet. Peberfrugt blev tidligere kaldt for spansk peber, sød peber eller sød paprika. I dag har de mindre snackpebre fået stor udbredelse. Planten tilhører natskyggefamilien og er i familie med chili og paprika.

Udseende

Alle peberfrugter er grønne, før de bliver modne. I grøntafdelingen kan man som regel finde både grønne, røde og gule peberfrugter. Mere sjældne er de orange, hvide, lilla eller sorte peberfrugter. En almindelig peberfrugt er rund i formen med en tyk stilk i toppen og tre til fire linjer lodret fra stilk til bund. Den er hul indeni. Frugtkødet er ca. en halv cm tyk, og på ydersiden er skindet blankt og glat. Under stilken sidder en frøstol med masser af frø, og langs linjerne er der frøvægge med frø. En snackpeber er aflang og har mere facon som en kæmpestor chili. Den er som regel rød. Frugtkødet er tyndere, og frøstol og frø er mindre i disse peberfrugter. Desuden kan man nogen gange få en såkaldt minisnackpeber. En almindelig peberfrugt vejer ca. 200 gram, mens en snackpeber vejer ca. 65 gram.

Smag

Grønne, umodne peberfrugter er lidt bitre og intense i smagen og ikke så søde, som de røde og gule, Snackpeber har endnu sødere og mildere smag. Peberfrugter er ikke stærke som chilier. De klassificeres til nul på skalaen, som bruges til angivelse af styrken i chilier.

Oprindelse

Peberfrugt stammer fra Mellem- og Sydamerika. De kom til Europa med de opdagelsesrejsende i 1500-tallet. I dag dyrkes de i det meste af verden. I Danmark kan man dyrke peberfrugter i drivhus, men også i køkkenhaven på en solrig plads, hvor planterne kan plantes ud midt i juni, når jorden er ca. 15 grader varm.

Anvendelse

Peberfrugter halveres på langs, frøstol med stilk og frøvæggene fjernes, og peberfrugten skylles. Eller man kan skære toppen med stilk af, og rense dem, hvis man vil lave fyldte peberfrugter. Peberfrugter kan skæres i mindre stykker, tern eller i ringe og spises rå som snack, i salater, sandwich eller som tilbehør til osteanretninger. Kan man få fat i minisnackpeber er de gode til at fylde med flødeostecreme og servere som tapas. Peberfrugter kan grilles, dampes, steges og serveres som tilbehør til middagsmaden. De er gode som ingrediens i tærter, wokretter og i supper, saucer til pasta og dip og dressinger fx haydari. Fyldte peberfrugter kan være med kød, grøntsager og fx middagsrester. Har man en stor høst af peberfrugter kan man lave grillede peberfrugter i ovnen. Når skindet er fjernet, kan de bløde peberfrugter kommes i olie, hvor de kan opbevares nogle dage. De kan bruges som pizzafyld, i salater og i sammenkogte retter. En anden mulighed er syltede peberfrugter. Både grillede og syltede peberfrugter kan købes som konserves.

Opbevaring

Friske peberfrugter kan holde sig i køleskabet i 1-2 uger.

Sæson

April til oktober.

Næringsindhold

Læs mere om næringsindhold hos Fødevarestyrelsen (grøn peberfrugt) og (rød peberfrugt)

Kilder

Havenyt

Sæson

Årstiderne