Sociale medier flyder over med virale madtrends, især på TikTok og Instagram. En søgning på #viralfood giver næsten en million videoer med populære madhits. Sociale medier inspirerer os til at eksperimentere med nye retter og sjove mad kombinationer. I Arla Inspirationskøkken holder vi skarpt øje med de nyeste trends. Vi tester dem – og hvis de bliver en succes, omsætter vi dem hurtigt til simple opskrifter med nemme how-to videoer.
Kan det choppes?
Vi startede 2024 med at hakke alt – pålæg, grøntsager og dressinger – for at komme det i en sandwich. Du har måske hørt om den famøse chopped sandwich – en efterfølger af den virale chopped salad – altså en salat, hvor alt hakkes i smadder. Nu fylder vi bare det hele i en sandwich. Nemmere bliver det ikke. Influenceren Tobias Hamann udgav endda en bog, Chopskrifter, hvor alt handler om at hakke. Der er noget utroligt tilfredsstillende processen – og resultatet smager fremragende. I Arla Inspirationskøkken har vi skabt en populær bagelversion med flødeost, laks, agurk og kapers, som samlet har fået næsten en million visninger.
Hytteost hitter
Hytteost har være en af de helt store madtrends i 2024. Cremet og høj på proteiner – folk er ellevild med den. Hytteosten boomer derudaf. I Arla Inspirationskøkken har vi været med til at sætte spark i trenden med vores hytteost-dip og version af et fladbrød lavet på hytteost. Men det stopper ikke her - folk har for alvor fået øjnene op for hytteostens potentiale: fra lækre boller og sprøde vafler til cremet is. Mulighederne synes nærmest uendelige – og vi glæder os til at se, hvad det næste bliver.
Er kartoflen på vej tilbage?
Et klokkeklart JA! Kartoflen har fået sin renæssance - vi ser den i nye og kreative varianter. En af de mest populære madtrends i 2024 er kartoffelwrappen. Tynde skiver af kartoffel bages med ost, fyldes med grøntsager eller kød og rulles til en wrap. Kartoflen har fået nyt liv. Og du husker måske den populære trend med at smashe kartofler og bage dem sprøde? I 2024 er trenden taget videre: knuste kartofler bruges nu i en crispy kartoffelsalat – og vi knuser kartoflerne og bruger dem som tærtedej i en såkaldt smashed kartoffeltærte.
Verden gik agurk
Det hele startede med influenceren Logan Moffitt, der i en video sagde de nu berømte ord: "Nogle gange har man bare brug for at spise en hel agurk." Det blev starten på en viral trend, hvor Logan viste, hvordan man nemt kan skære en agurk i skiver, lægge dem i en bøtte med smagsgivere, ryste det hele sammen – og voila, så har man et lækkert, let måltid. Efter Logan delte sin opskrift, begyndte hele verden at gå i agurk. På Island måtte butikkerne melde udsolgt for agurker, da efterspørgslen steg markant. I Arla Inspirationskøkken hoppede vi også med på trenden og lavede flere versioner af den virale agurkeopskrift – både med hytteost, græsk yoghurt og senere en juleversion med æble.
Gamle opskrifter får nyt liv
Personlige og hjemlige opskrifter hitter. Vi har set en række trends, der udspringer fra creators, som deler deres yndlingsopskrifter hjemmefra. En af de mest populære eksempler er den australske influencer Anna Paul, der delte opskriften på sin mors tyrkiske pastaret. Retten er simpel, men utrolig velsmagende – med pasta, græsk yoghurt, smør, oksekød, persille og tomater. På samme måde har duoen Erica & Morgan delt deres russiske familieopskrift på kandiserede tranebær. En simpel opskrift, som hurtigt blev et hit og endnu et eksempel på, hvordan en gammel og traditionel opskrift kan blive et moderne hit.
Asiatiske desserter
Asiatiske desserter er populære på de sociale medier – de er både sjove og anderledes. Hwachae har de seneste par år været den helt store højdespringer. Altså en slags koreansk punch med jordbærmælk og frisk frugt. I foråret kunne man ikke åbne TikTok eller Instagram uden at blive mødt af videoer af tanghulu – en kinesisk dessert med frugter på spyd, dyppet i en sukkerlage, der giver en knasende overflade. På samme måde har vi set tonsvis af videoer med mangopandekager – en gul pandekage fyldt med flødeskum og sød, moden mango. Simpelt, men utroligt lækkert.
Airfryeren lever stadig
Airfryeren er stadig en af de mest populære køkkenmaskiner i 2024 – og derfor hitter opskrifter, hvor den bruges, stadig. Fra sprøde brændte mandler til saftig kylling og lækre grøntsager. I Arla Inspirationskøkken har vi delt flere airfryer-opskrifter – og i december blev brændte mandler i airfryer et viralt hit, der nåede ud til flere millioner mennesker.
Chaos cuisine
Madtrends er i høj grad præget af fænomenet chaos cuisine, hvor næsten alt er tilladt. Vi har mere fokus på ingredienser fremfor madkultur og traditioner. Denne frihed giver plads til spændende kombinationer som sushi-burrito, cheeseburger-taco og pizza sandwich. I Arla Inspirationskøkken lader vi os inspirere af denne tilgang og har udviklet en serie af pastasalater med inspiration fra hele verden, herunder vietnamesisk, italiensk og mexicansk pastasalat. Chaos cuisine udfordrer konventionerne og åbner døren for kreative smagsoplevelser.