Rødløg

Rødløg

Rødløg er kendetegnet ved den smukke bordeauxrøde farve og milde løgsmag. Rødløg tilhører liljefamilien, herunder gruppen kepaløg, som også omfatter zittauerløg og salatløg.

Udseende

Rødløg har en bordeauxrød farve, og den går igen i de hinder, der ligger imellem løgets hvide lag. Den bordeauxrøde farve skyldes indhold af antocyaniner, som er antioxidanter.

Smag

Smagen i rødløg er mildere end i zittauerløg men skarpere end i salatløg. Smagen er skarpest i rå tilstand og mere sød, når løgene er blevet varmebehandlet.

Oprindelse

Løg har været kendt siden oldtiden, og de stammer sandsynligvis fra Centralasien. I dag dyrkes der løg i stort set hele verden.

Anvendelse

Den yderste tørre mørke skræl fjernes og top og bund skæres af. Det er bedst at snitte løget med en skarp kniv, hvad enten det skal skæres i skiver eller tern.

Rå rødløg er smuk som pynt på smørrebrød, fx en sildemad, en ostemad, i sandwich, salat og til stenbiderrogn
Rødløg kan tilsættes sammenkogte retter, wokmad og asiatiske supper. Bagte rødløg kan serveres som tilbehør til middagsmaden. Syltede rødløg får en smuk lyserød farve og de egner sig særligt godt som tilbehør til ostebordet. Rødløg skal opbevares tørt og køligt, og holdbarheden er ca. tre måneder.

Sæson

Hele året

Næringsindhold

Læs om næringsindhold hos Fødevareinstituttet. Der findes ikke specifikke data for rødløg, så vi har valgt løg.

Kilder

Årstiderne

Fokus Fødevarer