Hirsefrø er små og gule.
Hirse stammer fra Øst- og Centralasien. Hirse har været dyrket i Danmark helt tilbage til bronzealderen. I middelalderen var det den mest almindelige kornsort i Mellemeuropa, men den blev trængt tilbage, da kartoffeldyrkningen blev almindelig i begyndelsen af 1800-tallet.
Hirse er hurtigt voksende og kan gro i varme og tørre områder, hvor der har været ørken. Den dyrkes i dag i de tropiske og subtropiske områder og er en vigtig afgrøde i Asien og Afrika samt i det sydlige USA.
Yderskallen er hård og tungt fordøjelig, og den skal fjernes, inden frøene kan anvendes i madlavningen. Hirsefrøene sælges derfor altid afskallede.
Hel hirse anvendes som ris.
Frøene skal som nævnt først skylles, gerne i flere hold koldt vand og derefter koges. Hirse kan også koges til grød, og kogt hirse kan kommes i brøddej og postejer.
Hirseflager er hel, afskallet hirse, som er dampbehandlet og presset gennem valser, så de bliver til flager. Under dampbehandlingen bliver de fedtnedbrydende enzymer ødelagt, så produktet ikke så nemt harskner. Derved får flagerne en længere holdbarhed.
Hirseflager kan anvendes til grød, i brød og i mysli. Hirseflager bruges også til grødprodukter til spædbørn.
Hirsemel anvendes hovedsagelig til vælling og grød til spædbørn samt i bagværk til cøliakere.
Hirse indeholder flerumættede fedtsyrer, B-vitaminer og mineralerne jern, magnesium, kalium og fosfor. Fedtindholdet er højere end i andre kornsorter.
Hirse indeholder nogle bitterstoffer (saponiner), som kan neutraliseres ved at skylle frøene i koldt vand og derefter koge dem.
Hirse indeholder ikke gluten, som andre kornsorter gør. Det kan derfor indgå i kosten til personer, der lider af cøliaki.