Tallerkensmækker
Udseende
Tallerkensmækker - også kendt som blomsterkarse - er en etårig kimplante med en krybende og delvis slyngende vækst samt et væld af farvestrålende, trompetformede blomster. Planten bærer herudover smukke skjoldformede blade. Oversiden er hårløs og lysgrøn og undersiden en smule lysere.
Smag
Man kan spise både blomster og blade – begge dele med en skøn smag af karse. Den lidt bitre smag er dog ikke umiddelbart et hit i det søde køkken.
Oprindelse
Oprindeligt fandtes tallerkensmækkeren kun i Peru og Chile, men siden spanierne bragte den til Europa i 1500-tallet har den bredt sig til også at findes over det meste på den nordlige del af jordkloden.
Anvendelse
Særligt de smukke, farvestålende blomster er en åbenbaring i salatskålen eller på kolde frokostretter, men også de eksotiske blade er appetitlige. Også tallerkensmækkerens frø er spiselige – dog kun før de falder af planten. De umodne frø samles, syltes og fungerer herefter som en fantastisk erstatning for kapers.
Botanik
Frøene er lette er samle selv. Det skal ske, når de - på størrelse med ærter - ligger i tæpper under planterne. Tør dem, til de er fuldstændig tørre og føles lette. Ved at vælge frø fra de fineste blomster i nogle år og fjerne dem, man ikke vil have, kan man udvikle sine egne sorter. Tallerkensmækker er velegnet i bed, altankasser eller i krukker og trives i sol til halvskygge i mager og veldrænet jord. Planten er meget let at frøformere og dermed et sikkert hit for både børn og begyndere.
Sæson
Tallerkensmækker blomstrer i juni til oktober og bliver cirka 25 cm høj med længere udløbere. Direkte såning i maj til juli måned.