Butternut

Butternut
Butternut er en græskartype, der tilhører moskusgræskarfamilien. Den bevarer sin orange farve efter tilberedning og pynter på enhver tallerken, uanset hvordan den serveres.

Udseende

Butternut ligner en klokke eller en jordnød i oversize størrelse. Den vejer ca. 1-2 kg. Skallen er hård og bleg honninggul, mens græskarkødet indeni er orangefarvet og mere fast end på en halloween-græskar. Kernerne er samlet i et hulrum i den tykke ende af græskarret.

Smag

Butternut har en nøddeagtig og sødlig smag.

Oprindelse

Butternut har sin oprindelse i Sydamerika for mange tusinde år siden. Den er først blevet almindelig på vore breddegrader i nyere tid. Men da den kræver et varmt klima og ikke vokser så hurtig som andre græskarsorter, trives den bedre i Sydeuropa end her i Norden.

Anvendelse

Skær først bund og top af den hårde butternut græskar, så den kan stå godt fast på skærebrættet, mens man evt. skræller den med en skarp kniv. Dernæst halveres den på langs og kernerne fjernes med en ske. Så kan man lægge den faste side på skærebrættet, mens man skærer den ud.

Butternut kan anvendes til mange forskellige græskarretter bl.a. suppe, tærte, vegetarretter og som tilbehør til middagsretter, fx udskårne og stegt som fritter eller skåret som hasselbackkartofler. Den kan også tilberedes med skræl, fx som halve flækkede butternuts fyldt med kødfars. Skrællen er spiselig, men bliver lidt sej ved tilberedning.

Butternut kan også bruges i brød, kager og marmelade. Den kan også syltes.

Butternut kan holde sig i flere måneder. Under opbevaring udvikles smagen, og den bliver mere aromatisk. Efterhånden kan kødet svinde lidt ind og blive mere tørt, og frøhulrummet bliver større.

Sæson

September - januar.

Næringsindhold

Læs mere om næringsindholdet i græskar hos Fødevareinstituttet. Der findes ikke specifikke tal for butternut.

Kilder

  • "Smagen af græskar" af Maren Korsgaard, Forlaget Koustrup & Co, 2014.