Østershat

Østershat

Østershat er en god spisesvamp. Den vokser i danske løvskove, og er eftertragtet blandt danske svampejægere. Den dyrkes også kommercielt. Østershat er en sporeplante og ikke en grøntsag, men vi anvender den som en grøntsag i vores madlavning.

Udseende

Østershat har en flad, vifteformet hat, der er lidt trykket i den ene side. Formen minder om en østersskal, deraf navnet. Overfladen er skinnende og lidt fedtet. Hattens farve er først lys gråblå, men den bliver mere lysebrun på de modne svampe. Også de dyrkede østershatte, som vi kan købe i butikkerne, er lysebrune. Kødet er hvidt. Lamellerne er hvide og løber ned ad hattens underside. Stokken er kort og næsten dækket af lamellerne.

Smag

Smagen er mild. Østershat har umamismag – den femte grundsmag.

Anvendelse

Stokken skæres fra og kasseres, da den er meget sej. Svampen børstes ren. Østershatte kan anvendes til stort set de samme retter som champignon. Rå østershatte har ikke megen smag, så det er bedst at varmebehandle dem. De kan ristes og serveres på et stykke brød fx med æbler og blåbær.
Østershatte kan tilsættes sammenkogte retter, bruges som fyld i pastaretter, tærter og pizzaer, og de kan indgå i supper og saucer. Friske østershatte kan holde sig ca. en uge i køleskab. Der kan dannes et hvidt lag uden på svampene. Det er ikke mug, men svampens eget mycelier. Så det skal bare børstes af. Hvis svampene derimod er slimede og lugter fælt, skal de kasseres.

Sæson

November - maj. Østershatte kan samles i naturen især i vintermånederne, men man kan også dyrke dem i fx kaffegrums. På planteskoler og i forskellige netbutikker kan man købe et svampekit, som indeholder svampemycelium og dyrkningsvejledning.

Næringsindhold

Læs om næringsindhold hos Fødevareinstituttet. Der findes ikke specifikke data for østershatte, så vi har valgt champignon.

Kilder

Årstiderne
Naturguide