Hvad er dyrevelfærd – i mælkeproduktion?

Hvad er egentlig god dyrevelfærd for en malkeko? Det kommer meget an på, hvem man spørger. Der kan være stor forskel på dét, man som forbruger synes er god dyrevelfærd og dét en ekspert på området eller en landmand mener er god dyrevelfærd.

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriets rapport ”Dyrevelfærd i Danmark 2016” findes der ikke en entydig generelt anerkendt definition på dyrevelfærd, og i samfundet er der mange forskellige holdninger til, hvad der skal forstås som god eller dårlig dyrevelfærd. For eksempel kan der være stor forskel på, hvad en forbruger synes er god dyrevelfærd, og hvad en naturvidenskabelig forsker eller landmand siger er god dyrevelfærd. Men de fleste kan nok blive enige om Dyreværnslovens §1 og 2:

§ 1. Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.
§ 2. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Læs Dyreværnsloven her

Grunden til, at der ikke er en entydig definition på dyrevelfærd, er at man – lidt afhængigt af forudsætninger eller det fokus man har – enten kan betragte dyrevelfærd ud fra et spørgsmål om biologi, naturlighed eller følelser.

Mange forskere, landmænd og andre, der arbejder professionelt med produktionsdyr ser primært dyrevelfærd som et spørgsmål om biologi. Dyrevelfærd i mælkeproduktion handler ud fra et biologisk synspunkt om, om koen er sund og rask, og dyrevelfærden kan måles på mængden af produceret mælk, mængden af kortisol (stresshormon) i koens blod, god foderstand, lavt celletal, at koen er rask livet i gennem og så videre.

Mange forbrugere ser primært dyrevelfærd som et spørgsmål om naturlighed. Hvis koen har mulighed for at leve, som den ville have gjort i naturen, er det god dyrevelfærd. Det drejer sig for eksempel om hvorvidt koen kan komme ud på græs, om den forplanter sig naturligt, går sammen med sin kalv og undgår afhorning.

Fælles for forbrugere og fagpersoner er følelsesperspektivet, som selvsagt er lidt sværere at måle. Her ser man på, om dyret virker til at trives mentalt: Reagerer roligt og nysgerrigt både over for sin egen landmand og over for fremmede, opfører sig som en normal ko overfor andre køer i flokken, opfører sig som om den er tryg og veltilpas med de forhold, den lever under.

Det store spørgsmål, som i dag kan dele vandene mellem forbrugere og fagpersoner, er om biologi, naturlighed og følelser kan stå alene. Ser man udelukkende på biologi, er der ingen tvivl om, at en malkeko i en moderne mælkeproduktion har god dyrevelfærd. Ser man udelukkende på naturlighed, er det klart, at der kan stilles spørgsmålstegn ved om dyrevelfærden på en moderne malkegård er helt i top. Hos Arla mener vi, at man bør vurdere en malkekos dyrevelfærd ved at sammenholde alle tre parametre biologi, naturlighed og følelser, som man for eksempel gør internationalt i dyrevelfærdsdefini-tionen ”Five freedoms” (”De fem friheder”).

”De fem friheder” blev første gang blev præsenteret af det daværende UK Farm Animal Welfare Council i 1979 og som siden er blevet anerkendt af både dyrlæger og dyrevelfærdsforkæmpere over hele verden.

De fem friheder*
1. Frihed fra sult og tørst – gennem let adgang til frisk vand og et foder, som er tilstrækkeligt til at sikre sundhed og livskraft.
2. Frihed fra ubehag – ved at sørge for et egnet miljø, som omfatter læ og et behageligt hvileareal.
3. Frihed fra smerte, skade og sygdom – gennem forebyggelse eller hurtig diagnose og behandling.
4. Frihed til at udtrykke normal adfærd – ved at sørge for tilstrækkelig plads, ordentlige faciliteter og selskab af artsfæller.
5. Frihed fra frygt og lidelse – ved at sikre, at behandlingen af dyret og forholdene i øvrigt er sådan, at lidelse undgås.

*Oversat fra engelsk af Geir Tweit og Peter Sandøe i rapporten ”Dyrevelfærd i Danmark 2010”.

De fem friheder er af indlysende årsager ikke muligt at garantere for dyr, der lever frit i naturen, hvor fødesikkerhed, læ, gode hvilearealer, frihed fra smerte og frygt i mange tilfælde er umuligt at opnå. De fem friheder kan derfor kun bruges, når man taler om dyrevelfærd for produktionsdyr, husdyr og kæledyr.

Arlas holdning til dyrevelfærd er specificeret i kvalitetsprogrammet Arlagården, som alle Arlas landmænd skal følge. Arlagården tager udgangspunkt i ”De fem friheder”. I 2017 etablerede Arla dokumentationssystemet ”Arlagården Plus”, hvor Arlas landmænd hvert kvartal udfylder et stort spørgeskema, som blandt andet dækker emnerne under De fem friheder. Her svarer landmændene på spørgsmål om besætningsstørrelse, kvadratmeter, fodertyper, gennemsnitlig levealder, afgræsning og hver enkelt kos sundhedstilstand vurderet på foderstand, renhed, halthed og helbred.

Køer på græs
Et af de emner, der optager forbrugerne i 2018, er om køer kommer på græs eller lever i en løsdriftsstald hele livet.

Læs også: Køer på græs

Adskillelse af ko og kalv
Et andet emne, som i stigende grad bliver italesat af dyreretsaktivister, er adskillelsen af ko og kalv, som er reglen snarere end undtagelsen i moderne mælkeproduktion.

Læs også: Hvorfor er kalve og køer adskilt i mælkeproduktion?

Hvor gammel bliver en ko?
Et tredje emne, som diskuteres, er om det er dyrevelfærd for en malkeko at blive så gammel som muligt. I dag er gennemsnitsalderen for en malkeko 4-5 år, hvorefter den typisk slagtes. Modsat hvad man ofte hører, bliver en malkeko ikke slagtet, når den er udslidt, men derimod lige præcis, når den har toppet. Derfor er det også meget forskelligt, hvor gammel en malkeko får lov til at blive. Der er forskel fra bedrift til bedrift og fra ko til ko. Hvis koen har det fysisk og psykisk godt, trives og producerer meget mælk, vil den ofte få lov til at blive ældre end gennemsnittet. Nogle af Arlas landmænd sætter en ære i, at lade køerne blive så gamle som overhovedet muligt. For andre landmænd er det vigtigt at holde en naturlig udskiftning i stalden, så der kan blive plads til de kvier, der vokser op og kommer i brunst.

Holder man det op imod, at en ko potentielt kan blive op til 20 år, kan de 4-5 år måske synes af lidt. Men her skal man sammenligne med kødkvæg og alle andre dyr, der bliver slagtet. De færreste slagtedyr når at blive så gamle at de opnår den maksimale levealder for racen. Dette sker også meget sjældent i naturen, hvor en ko er udsat for ubehandlede sygdomme, skader, sult, tørst, vind og vejr samt rovdyr.

Er inseminering voldtægt?
Af og til hører vi fra dyreretsaktivister argumentet ”Det er voldtægt at inseminere en ko mod dens vilje”. Det mener hverken vi, vores landmænd eller dyrlæger naturligvis er tilfældet. En inseminering af en ko sker kun, når koen alligevel er i naturlig brunst. Det vil sige, at havde koen befundet sig ude i en flok i naturen, så ville den være blevet bedækket af en tyr på det pågældende tidspunkt. Når koen er i brunst, er den klar til at blive bedækket (eller insemineret) både fysisk og mentalt, og det er derfor svært for os at betragte det som et overgreb. Nogle landmænd har en foldtyr og lader bedækningen ske naturligt. Det kan sagtens fungere, men det kan sagtens være en noget mere voldsom omgang for koen end insemineringen, der er hurtigt, præcis og smertefri.

En ko insemineres som regel tre måneder efter, at den har kælvet. Da en ko er drægtig i 9 måneder betyder det, at køerne bliver insemineret en gang om året. Det er ikke ofte end en tyr ville bedække den i naturen. En ko insemineres derfor ikke oftere, en hvad der er naturligt for den.

Det er kun uddannede inseminører, der må inseminere danske kvier og køer i Danmark. På den måde sikrer man at insemineringen sker under ordnede forhold, og man undgår at koen bliver stresset og insemineringen derfor mislykkes.